Mangler spilletid: HIH-talent lejes ud til Holstebro

Olivia Simonsen skal resten af året spille for Holstebro Håndbold

7. oktober 2021, 11.39

Olivia Simonsen (i.m.) skifter til Holstebro. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Det er kun blevet til meget begrænset spilletid i denne sæson for Herning-Ikast Håndbolds Olivia Simonsen, der ellers i sidste sæson fik et mindre gennembrud på seniorplan med gode kampe i forsvaret og på stregen.

I denne sæson er konkurrencen i truppen imidlertid skærpet, og derfor har HIH-ledelsen sagt ja tak til ligakonkurrenterne fra Holstebro Håndbold, der gerne vil tilknytte den 21-årige, alsidige spiller, som egentlig har venstre back som sin favoritposition.

- Da jeg fik denne henvendelse fra Holstebro Håndbold, skal jeg ærligt indrømme, at jeg var i tvivl, men Olivia har været en loyal spiller i lang tid for klubben. Derfor tog jeg en snak med Olivia og sagde, at hvis hun havde mod på denne udfordring, så stod klubben ikke i vejen, siger HIH-direktør Daniel Grønhøj til klubbens hjemmeside.

- Vi kommer til at savne Olivia, og vi bliver en tand smallere i forsvaret og på stregen, men samtidig kan vores trænerteam forhåbentlig se Olivia i en masse ligaminutter, og så er hun tilbage efter jul, hvor kampene kommer som perler på en snor, fortsætter direktøren.

Olivia Simonsen, der oprindeligt er fra Skjern, har spillet håndbold i Herning-Ikast siden ungdomsårene. Hendes kontrakt med HIH løber frem til sommeren 2022.