Tidligere erhvervsråds-direktør er død

Torben Henriksen døde fredag aften på sygehuset i Herning efter at have været smittet med corona-virus

11. april 2020, 16.31

Torben Henriksen blev 70 år i 2019, da han blandt andet talte om at være brobygger i erhvervslivet. Foto: Flemming Hansen

HERNING Torben Henriksen, tidligere direktør for Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, er død, 71 år gammel.

Han blev i sidste uge indlagt på Regionshospitalet Herning med åndedrætsbesvær, og han blev testet positiv for coronavirus.

Han blev hurtigt lagt i respirator, men det lykkedes ikke lægerne at holde virussens fremfærd nede, og Torben Henriksen sov stille ind fredag aften.

- Det var helt udramatisk og fredfyldt, og min mor og min søster og jeg var hos ham, fortæller hans søn, Lars Henriksen.

Han forklarer, at Torben Henriksen havde Parkinsons sygdom, hvilket var årsagen til, at han blev så hårdt ramt.

Lars Henriksen fortæller videre, at hans far var sikker på, at han ville overvinde coronaen, da han blev lagt i respirator.

- Han var ved godt mod, og det er en trøst for os. Min far har altid været et meget optimistisk menneske - både over for andre personer og livet som sådan, siger han.

18 år ved erhvervsråd

Torben Henriksen var fra 1996 til 2014 direktør for Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande. Fra 2003 var han sideløbende direktør for innovationshuset Innovatorium i Birk.

Før det var han ansat i 22 år hos Samson Transport i Herning, hvor han arbejdede sig op fra speditør til filialdirektør.

I 2014 stoppede han i Erhvervsrådet og Innovatorium og stiftede sin egen konsulentvirksomhed, TH Management, ligesom han tog plads i flere lokale bestyrelser.

Torben Henriksen var gift med Inge Henriksen gennem 45 år. Parret boede i Hammerum og har to voksne børn, en søn og en datter, samt fire børnebørn.

Herning Folkeblad bringer efter påske en nekrolog om Torben Henriksen.