ISI vokser ud af rammerne

ISI vil med en ny tilbygning skabe gode rammer for ikke kun sport, men også undervisning og samvær

Udgivet:01. april 2016, 07.40

Læsetid:2 minutter

Forstander Torben Østergaard holdt sammen med rejsegildet af den nye tilbygning også en reception i anledningen af sin 40-årsfødselsdag. Han fik en hjelm af KPC, som efter ordre fra byggeleder Christian Kemph skal bruges på byggepladsen. Foto: Tom Laursen

Sofie Helene Grue
| shg@herningfolkeblad.dk

7 år siden

Ikast Der var ikke solskin og blå himmel, men der var dannebrogsflag, pølser og taler, da der i går blev holdt rejsegilde på ISI Idrætsskolerne i Ikast.

En ny tilbygning på 820 kvadratmeter er nu ved at være en realitet sammen med ønsket om mere plads til de 250 elever. Tilbygningen kommer til at rumme undervisningslokaler og fællesarealer, hvor eleverne kan færdes og mødes.

- Vi har altid haft gode rammer for eleverne, når man ser på de sportslige faciliteter, men på undervisnings- og fælleslokaler har vi været pressede. Nu har vi fået en sund økonomi igen og kan udvide, så vi kan få de bedste rammer for både sport, undervisning og samvær, siger Torben Østergaard, som er forstander af ISI Idrætsskolerne i Ikast.

Endnu et rejsegilde

Det er ellers ikke længe siden, at ISI sidst holdt rejsegilde. I sommeren 2015 stod et nyt 200 kvadratmeter stort styrkerum klar til skolens elever. På ISI har man været nødt til at udvide for også at få mere plads til at undervise eleverne. Især efterskolens elever.

- Vi har før lejet os ind i lokaler på Nordre Skole, men det kan vi ikke mere. På grund af den nye idrætslinje, de har fået på skolen og en ny skolestruktur i kommunen, har de nu selv brug for pladsen, forklarer Torben Østergaard.

Flere gæster udefra dukkede op til eftermiddagens rejsegilde for at kaste et blik på det nye byggeri. Blandt andet var borgmester Carsten Kissmeyer (V) til stede ved festlighederne.

- Skolen her spiller en større rolle for byens brand, end man lige regner med. Unge mennesker fra hele landet kommer her, sagde borgmesteren i sin tale til gårsdagens forsamling.

Færdig til sommer

Det er Herningfirmaet KPC, som står for byggeriet. Det forventes at stå færdig til sommer. Tidsplanen ser lige nu ud til at holde, så de ansatte og nye elever kan tage de nye lokaler og fællesarealer i brug i det kommende skoleår.

- Vi har været begunstigede med mildt vejr henover vinteren, så vi er meget fortrøstningsfulde i forhold til at nå det, siger Torben Østergaard.

Eleverne på høj- og efterskolen blev budt på pølser og brød i dagens anledning.