Operette, kage og fællessang

Næsten 100 nød en søndag eftermiddag med to lokale sangere

7. november 2016, 09.18

Der var til koncerten kreeret et stort kagebord, som publikum nød Foto: Steen Hebsgaard

IKAST Der var lagt op til den helt store hyggeeftermiddag - med sang, fællessang, musik og kagebord - da Bakkehuset lagde rammen om et KMF-arrangement i weekenden.

Og knapt 100 trodsede regn og blæst denne søndag eftermiddag for at opleve to uddannede operasangere - med lokale rødder - Dorthe Vestergaard-Poulsen og Jens Krogsgaard underholde med populære operette-, opera- og musicaltoner.

Publikum blev diverteret med en oplagt sangerduo, der blandt andet førte os rundt omkring Schuberts Jomfruburet og Normann Andersens Mød mig på Cassiopeia, men som også gav publikum en god mulighed for at synge med på ikke mindre syv-otte fællessange.

Og det var populært.

At der ydermere var både varm kaffe på kanden og et overdådigt kagebord var prikken over i'et på en musikalsk hyggelig eftermiddag.

De to sangere klædte hinanden - Dorthe Vestergaard-Poulsen og Jens Krogsgaard Foto: Steen Hebsgaard