Cykelrytter vender hjem til Holland efter voldsomt styrt
Onsdag bliver Fabio Jakobsen overført fra et polsk hospital til Holland, hvor behandlingen af ham fortsætter.
Udgivet:11. august 2020, 19.30
Læsetid:1 minut
Onsdag bliver Fabio Jakobsen overført fra et polsk hospital til Holland, hvor behandlingen af ham fortsætter.
Udgivet:11. august 2020, 19.30
Læsetid:1 minut
Fabio Jakobsen vender onsdag hjem til Holland. (Arkivfoto).
WARZAWA Cykelrytteren Fabio Jakobsens tilstand er nu så god, at det er muligt at overflytte hollænderen til et hospital i hjemlandet.
Det meddeler cykelholdet Quick-Step på sin hjemmeside.
- Fabio Jakobsens tilstand udvikler sig i en positiv retning, og onsdag vil det være muligt at bringe ham til hospitalet i Leiden, hvor der laves opfølgende behandlinger af hans skader, lyder det fra Quick-Step.
Den 23-årige rytter var i sidste uge involveret i et voldsomt styrt på 1. etape af Polen Rundt, hvor han kæmpede med om sejren i en massespurt.
Jakobsen blev dog presset ud i barrieren af landsmanden Dylan Groenewegen, der efterfølgende er blevet suspenderet af sin arbejdsgiver, Jumbo-Visma-holdet.
Reklamebarrieren splintredes, da Fabio Jakobsen ramte den i høj fart, og flere andre ryttere blev revet med i faldet.
Hollænderen blev lagt i kunstig koma, og to dage senere blev han vækket. Han blev derudover opereret i ansigtet i fem timer.
/ritzau/