
Trods venskaber og millioner af spillere på verdensplan: Ikast-Brande e-sport mister spillere til »League of Legends-holdet«
Ikast-Brande eSport oplever et faldende medlemstal på klubbens »League of Legends«-hold. Det sker i en tid, hvor e-sport ellers stormer frem, og hvor e-sport danner nye fællesskaber
Udgivet:01. marts 2020, 12.00
Læsetid:4 minutter
Fra venstre mod højre ses de tre nuværende »League of Legends«-spillere Kasper Aagaard, Magnus Steenberg og Mikkel Dambrog. I baggrunden ses de to trænere, Christian Lau Henriksen (t.v.) og Christian Vejvad. Foto: Tom Laursen
4 år siden
IKAST De mange farver fra computerskærmen reflekteres i Mikkel Dambrogs briller, mens han skiftevis bevæger sig ind og ud af den fiktive »League of Legends«-verden og tilbage til Ikast-Brande eSports klublokale. Klubben holder til i det tidligere Ikast Stadion. Mikkel Dambrog går hver onsdag til e-sport, hvor færdighederne i computerspillet »League of Legends« trænes et par timer sammen med det øvrige hold.
Et hold, som er blevet væsentligt mindre på et års tid. Derfor sidder denne onsdag aften kun to spillere foruden Mikkel Dambrog. Det undrer bestyrelsen og trænerne i Ikast-Brande eSport, for »League of Legends« er et af de mest populære computerspil med millioner af »gamere« verden over.
- Her i klubben har vi tidligere haft to hold med fem deltagere på hver, men nu er vi nede på et hold, som ikke engang er fuldt besat. Det kan skyldes mange ting, fortæller træner Christian Lau Henriksen.
- Helt lavpraktisk har vi haft en fra holdet, som skulle på efterskole, mens en anden flyttede fra byen for at læse på universitetet. Derudover er vi også i konkurrence med andre spil såsom »Counter Strike« (skydespil, red.), hvor det danske hold Astralis lige nu bliver tv-transmitteret og vinder store pengepræmier samt har succes i hele verden. Det trækker også folk til lige netop det spil.
En svær verden at forstå
»League of Legends« går ud på, at to hold - hver med maksimalt fem spillere - kæmper mod hinanden. Det gælder dermed for holdene om at ødelægge modstanderens base, kaldet »Nexus«.
»League of Legends« er ifølge Christian Lau Henriksen et computerspil, hvor taktik, strategi og samarbejde fylder meget.
- Det er god træning af den her, siger han, mens han peger mod sit hoved og tilføjer:
- Det kan godt være en lidt svær verden at forstå, men når man først kommer ind i spillet, bliver man let fanget af det, fordi man hele tiden har mulighed for at forbedre sig, og der kommer hele tiden nye mål, man kan forsøge at opnå, lyder det fra træneren.
På computerskærmen foran Mikkel Dambrog ses to figurer i åben kamp på en grøn græsmark ved siden af en flodbred. Pludselig går der ild i den ene figur. Med flammer stående ud fra hele kroppen bliver ildangrebet besvaret med to hurtige øksesving, og slaget afføder en farveeksplosion, mens en hel palet af neonfarver toner ud til alle sider.
- Sådan, mand! lyder det triumferende fra Mikkel Dambrog, som i et kort øjeblik giver sig tid til at modtage et klap på skulderen, før han igen er vendt tilbage på den grønne slagmark inde i skærmen. Han er 14 år og har spillet »League of Legends« i en del år, som han udtrykker det.
Venner fra hele verden
Mikkel Dambrog har ved at spille »League of Legends« fået venner i hele verden, fortæller han. Med to klik kan han tale med sit netværk fra hele Europa gennem sin mikrofon og headset.
- Der er et enormt fællesskab ved at spille »League of Legends«, selvom man måske ikke skulle tro det. Vi har et godt sammenhold her i klubben, selvom vi ikke er så mange på holdet, men derudover er der også sammenholdet online. Jeg har venner rundt om i verden. Nogle har jeg mødt i virkeligheden, og andre har jeg ikke mødt endnu, men det er en fed måde også at være en del af et fællesskab, forklarer han.
Nu håber Ikast-Brande eSport at kunne trække nogle flere medlemmer til klubben.
Christian Lau Henriksen lægger vægt på, at man i Ikast-Brande e-Sport laver en masse sociale aktiviteter såsom computerparty med snacks, spisning og træning på højt niveau.
- Vi, der er trænere, er uddannede fra DGI’s træner- og mentalkurser inden for e-sport, så vi tilbyder træning på højt niveau, lyder det fra Christian Lau Henriksen.
I det tidligere Offside-lokale under Ikast Stadion er drengene hver især igen trådt ind på den virtuelle slagmark, hvor de lige nu er afhængige af at kunne stole på hinanden. De er et hold, de er venner - præcis som i den virkelige verden - og der er plads til mange flere på holdet.
