Bording vil have kuglen i kassen

Fodboldklubben har præsenteret nye trænere for den kommende sæson - og satser offensivt

Udgivet:17. december 2017, 09.43

Læsetid:3 minutter

Bording IF vil i den kommende sæson gøre endnu mere for at trække tilskuere til holdets kampe på Klochsvej. Målet er at komme op over 100 tilskuere. Foto: Flemming Hansen

Aske Cornelis Visser Ottosen
| aso@herningfolkeblad.dk

5 år siden

Bording Det er velkendte ansigter, der kommer til at præge trænerposterne i den kommende forårssæson for Bording IF.

Klubben har ansat Jacob Juhl som cheftræner for førsteholdet, mens Jonas Hølmkær bliver assistenttræner. Førstnævnte har tidligere stået i spidsen for fodboldklubbens førstehold, mens Jonas Hølmkær i de forgående sæsoner har været spiller på holdet.

Laver for få mål

Som noget helt nyt har klubben nu også valgt at få en offensiv-træner med på holdet. Det er Uffe Eis, der også tidligere har været i klubben.

- Han kunne godt tænke sig at arbejde med afslutninger, hvordan man skal løbe, dødbolde og sådan lidt forskelligt, fortæller Jørn Jensen, der er inkarneret klubmand og andenholdstræner.

Om begrundelsen for erhvervelsen af en offensivtræner er Jørn Jensen klar i mælet:

- Vi laver ikke ret mange mål. Vi brænder simpelthen for mange chancer. Da den her mulighed opstod, synes vi egentlig, at det kunne være spændende at se, om vi ikke kunne blive lidt mere effektive foran mål.

Ifølge træneren er holdet godt rustet defensivt og får egentlig også skabt godt med chancer, men det kniber med at få nettet til at blafre.

- Vi kan simpelthen ikke få den puttet ind. Det håber vi lidt på, at vi på den her måde kan få gjort lidt ved, lyder det fra Jørn Jensen.

Nyt spillermateriale

Op til den nye sæson har intet mindre end 10 nye spillere meldt deres ankomst - alle med erfaring fra serie 3 eller derover.

- Vi er begyndt at trække i mange af de unge mennesker lige pludselig. Det har egentlig været sådan, at det har været et gammelmandshold, hvis man kigger to - tre sæsoner tilbage, men lige pludselig har vi rigtig mange unge, siger Jørn Jensen, som også tilføjer, at nogle af spillerne kommer helt fra Herning og Silkeborg.

Med ankomsten af mange nye spillere har de blåblusede fra Bording snakket om at oprette et nyt hold, så man dermed har fem seniorhold i stedet for de nuværende fire hold.

Førsteholdet spiller i serie 3, hvor de i seneste sæson sluttede i toppen af tabellen.

Klar besked fra bestyrelsen

På trods af den store spillertilgang og erhvervelsen af en offensiv-træner, vil Jørn Jensen på nuværende tidspunkt ikke sige, at målsætningen er en oprykning for førsteholdet.

- De skal i hvertfald være med i toppen. Om det lige giver oprykning her det første år, det er så lige det, lyder det fra klubmanden.

Jørn Jensen er dog mere konkret, når det kommer til andenholdet, som han selv står i spidsen for. I den netop afsluttede efterårssæson rykkede holdet ned i serie 5.

- Vi skal rykke op. Det er et must, og jeg har fået at vide af bestyrelsen, at jeg skal sørge for det, lyder det bestemt fra Jørn Jensen.

Om tilgangen af en offensiv-træner giver pote vil vise sig, når den nye sæson bliver skudt i gang i starten af april.

Formand i seniorbestyrelsen, Søren Schou (t.v.), trykker hånd med holdets nye offensiv-træner, Uffe Eis. Foto: Privatfoto
Jacob Juhl er tilbage på posten som cheftræner for Bording IF's førstehold. Foto: Privatfoto