
AB Inventech får ny majoritetsejer
Ejerkredsen bag AB Inventech A/S sikrer Ikast-virksomheden på den lange bane med en ny partner i den svenske kapitalfond Alder
Udgivet:21. december 2021, 06.06
Læsetid:2 minutter
De nuværende ejere af automationsvirksomheden AB Inventech A/S, stifter Arne Bech (t.v.) og CEO Niels Kirkegaard. Foto: PR-foto
1 år siden
ERHVERV Automationsvirksomheden AB Inventech A/S har fået ny majoritetsejer. Det er den svenske kapitalfond Alder, der har købt aktiemajoriteten som led i sin første investering i danske virksomheder.
Kapitalfonden ejer efter købet 70 procent af AB Inventech A/S, mens de nuværende ejere, stifter Arne Bech og CEO Niels Kirkegaard, beholder 30 procent.
Det skal bidrage til at føre virksomheden sikkert ind i fremtiden, fortæller CEO og partner, Niels Kirkegaard, i en pressemeddelelse.
- Vi fortsætter uændret i forhold til nuværende kunder og samarbejdspartnere, og det nye samarbejde skal fremtidssikre AB Inventech A/S. Vi vil hermed sikre det livsværk, Arne Bech grundlagde i 1989, står stærkt, ikke bare i de kommende år, men langt ud i fremtiden, siger Niels Kirkegaard.
Ser på nye markeder
Jonas Frick, der er grundlægger og partner hos Alder II AB, ser frem til det nye samarbejde.
- Vi er imponerede over, hvad der er skabt af kvalitetsprodukter og serviceydelser hos AB Inventech A/S under stifter Arne Bech og CEO Niels Kirkegaards ledelse. Virksomheden har opnået stor ekspertise og indsigt i fremstilling af vindmøllevinger, og vi ser et behov for deres knowhow og teknologier, i takt med at fremstilling af vindmøllevinger bliver mere og mere komplekse, siger Jonas Frick og fortsætter:
- Vi har et ønske om at indgå i partnerskab med det dygtige ledelsesteam i AB Inventech A/S for at støtte dem i deres fortsatte internationale ekspansion.
Med kapitalfonden Alder som partner har AB Inventech A/S dermed en markant styrket position i forhold til en øget internationalisering.
Stærk og aktiv partner
- Med Alder som majoritetsejer får vi ligeledes en stærk og aktiv partner i forhold til at styrke AB Inventech A/S’ tilstedeværelse på de internationale markeder inden for automationsløsninger til vindmølleindustrien. Dermed imødekommer vi et stort ønske hos vores internationale kunder, siger Niels Kirkegaard.
Svenske Alder investerer i nordiske virksomheder, der bidrager positivt til den grønne omstilling og bæredygtige løsninger i en verden med nye og store udfordringer, hvilket gør partnerskabet AB Inventech A/S og Alder til et godt match.
- Vi finder i Alder et værdifællesskab, og det nye samarbejde vil da også betyde, at vi fremover vil skærpe vores allerede bæredygtige profil, siger CEO og partner Niels Kirkegaard, AB Inventech A/S.