Vildt drama i lokalopgør: HIH’s veterankeeper reddede sejren i sidste sekund

Efter et flot comeback var Silkeborg-Voel ved at snuppe point fra Herning-Ikast Håndbold, men Sabine Englert reddede et straffekast til allersidst og sikrede sejren på 29-28

6. januar 2021, 19.33

Sabine Englert blev helten. Foto: Tom Laursen

HÅNDBOLD 39-årige Sabine Englert blev den store helt, da Herning-Ikast Håndbold onsdag aften vandt 29-28 hjemme i Ikast over lokalrivalerne fra Silkeborg-Voel.

Gæsterne fik straffekast til allersidst, og med tiden udløbet var det op til keeper-veteranen at forhindre en udligning. Englert fodparerede straffekastet fra gæsternes Eira Aune, og så kunne holdkammeraterne kaste sig jublende over hende i den tilskuerforladte hal.

Dermed blev et ellers flot Silkeborg-Voel-comeback i kampen altså forgæves.

Opgøret i IBF Arena blev indledt målfattigt. Solide keeper-præstationer i begge ender - Sabine Englert hos HIH og Stine Bonde hos gæsterne - tvang skytterne til at forsøge at placere bolden yderligt, og det resulterede før pausen i ekstraordinært mange afslutninger, der simpelthen susede forbi mål.

Hjemmeholdet fik dog slidt sig til et overtag og kom foran med fem mål, 7-3, knap midtvejs i halvlegen. Men Silkeborg hang dog alligevel på og kæmpede sig tilbage til en pausestilling på 14-12 til HIH.

Gyserfinale

Kampbilledet fortsatte i anden halvleg. HIH kom pænt foran med fire-fem mål, men lokalrivalerne var ikke rystet af. Med små otte minutter tilbage var HIH foran 27-23, men tre minutter senere udlignede Silkeborg-Voel til 27-27.

Gæsterne kom også foran 28-27, og så var der dømt gyserfinale i IBF Arena. Emma Friis udlignede fra sin venstrefløj, og efter et par fornemme Englert-redninger satte HIH et sidste angreb op. Det afsluttede Ingvild Bakkerud uimodståeligt, da hun brød igennem og bankede bolden ind til 29-28 seks sekunder før tid.

Gæsterne nåede dog et sidste angreb, som altså gav straffekast - men det var HIH, der vandt til sidst.

Skadet under opvarmning

Hos Herning-Ikast var der næsten fuld spilletid til stregen Mie Sando, der normalt er substitut for sin norske landsmand Vilde Johansen. Sidstnævnte blev på bænken, efter at hun kom til skade med det ene knæ under opvarmningen, og derfor fik Mie Sando lov at slide i både angreb og forsvar. Det gjorde hun udmærket.

Også venstrebacken Michala Møller og højrefløj Cecilie Brandt var mere på banen end vanligt - HIH-træner Kasper Christensen ville øjensynligt spare på nogle af ressourcerne, før holdet på lørdag indleder gruppespillet i EHF European League med en hjemmekamp mod russiske Zvezda.

HIH har nu to étmålssejre på stribe med i bagagen til det opgør.