Stormen Arwen koster to personer livet i Storbritannien

Med vindstød af ødelæggende styrke har en storm kostet menneskeliv og væltet træer i Storbritannien.

27. november 2021, 13.32

Stormen Arwen har ifølge den britiske vejrtjeneste medført "frygteligt vejr" i store dele af Storbritannien. (Arkivfoto)

BRIZLEE WOOD Stormen Arwen har ramt Storbritannien med vindstød på næsten 160 kilometer i timen. Det svarer til cirka 44 meter i sekundet.

Vindstød af den styrke kan medføre voldsomme ødelæggelser.

Hidtil er to personer bekræftet døde, bygninger er blevet beskadiget, og træer er blæst omkuld.

Met Office, der er den britiske vejrtjeneste, oplyser, at vindhastigheden er nået op på 157 kilometer i timen - 43 meter i sekundet - i Brizlee Wood i Northumberland i det nordøstlige England.

Vejrvarslet blev tidligt lørdag morgen lokal tid nedgraderet fra rød til gul. I mange områder ventes der dog fortsat "ekstremt kraftige vindstød", oplyser vejrtjenesten.

Folk bliver derfor fortsat rådet til kun at bevæge sig ud i trafikken, hvis det er absolut nødvendigt.

Met Office beskriver nattens vindstød som "ødelæggende". Ifølge vejrtjenesten har uvejret påvirket "en stor del af Storbritannien".

I Nordirland blev en mand dræbt, da hans bil blev ramt af et træ, der væltede omkuld i County Antrim fredag.

En anden mand døde, da han blev ramt af et træ i det nordvestlige England.

I Orlock Head i County Down nåede vindstødene op på 140 kilometer i timen. I Inverbervie på den nordøstlige kyst af Skotland var der vindstød på 125 kilometer i timen, mens Aberporth i Wales oplevede vindhastigheder på 123 kilometer i timen.

I de værst ramte områder af Skotland er veje blevet lukket af nedfaldne murbrokker, mens togtrafikken nord for Newcastle er blevet indstillet som følge af kraftig vind, regn og sne.

Met Office advarer om, at det nordøstlige England, det nordvestlige England, Yorkshire, West Midlands og East Midlands vil opleve særdeles koldt vejr indtil mandag.

Vejrtjenesten beskriver forholdene som "frygtelige".

- Folk bør holde sig væk fra kysten, da høje bølger og flyvende murbrokker kan koste liv, skriver Met Office.

/ritzau/dpa