Ghita Nørby: Roser er stærkere end shitstorme

Vennerne Jim Lyngvild og Ghita Nørby ser tilbage på deres livs shitstorme i en ny bog, som de har skrevet sammen med bloggeren Anne Sophia Hermansen.

Udgivet:19. august 2022, 15.10

Læsetid:2 minutter

87-årige Ghita Nørby og 43-årige Jim Lyngvild er grundet deres alder et umage vennepar. De to har dog masser tilfælles, mener de selv, og nu skal de også være forfattere sammen. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN De begyndte deres fælles rejse som et umage makkerpar i programserien "Jim og Ghita på nye eventyr".

Siden har de været gode venner, og nu kaster Jim Lyngvild og Ghita Nørby sig ud i endnu et fælles projekt.

De er nemlig på vej med en samtalebog, som de har skrevet i fællesskab med blogger og kulturkommentator Anne Sophia Hermansen.

Bogen udkommer til november og bærer titlen "Shitstorm" - en ting, alle tre forfattere har personlig erfaring med.

Det gælder ikke mindst skuespilleren Ghita Nørby, som i 2019 kom i vælten efter et dramatisk interview med journalisten Iben Maria Zeuthen.

De to kvinders samtale løb fuldstændig af sporet, og i de følgende uger var der heftig debat om, hvorvidt det var journalisten eller skuespilleren, der var gået over grænsen.

Også designeren Jim Lyngvild og Anne Sophia Hermansen har haft deres at se til. Han har blandt andet fået kritik for at forsvare pelsindustrien, mens hendes holdninger om kønsroller har vakt debat.

Alle deres erfaringer med shitstorme deler de tre nu ud af i bogen. Jim Lyngvild roser især Ghita Nørbys bidrag.

- Selv om Anne Sophia og jeg jo er lysende begavelser, må jeg bare bøje mig i støvet for knivskarpe Ghita, der kærligt og skarpt deler ud af vidensposen, skriver han på Facebook om sin 87-årige veninde.

I samme ombæring deler han også et af hendes citater fra "Shitstorm":

- Ligegyldigt, hvor mange shitstorme jeg oplever, bliver jeg ked af det hver gang. Men næste morgen bliver jeg glad af at se på roserne, som er sprunget ud. Roser er stærkere end shitstorme, lyder det i bogen fra den garvede kvinde.

/ritzau/