Midtjyske minkavlere afventer nye retningslinjer: Corona-smittet besætning i Nordjylland aflivet

På minkfarmen Bukholt ved Brande giver de nordjyske tilfælde af corona-smittede mink anledning til overvejelser, mens man afventer eventuelle nye retningslinjer

23. juni 2020, 17.00

I Nordjylland er der foreløbigt konstateret coronasmitte på to minkfarme, og en besætning er blevet aflivet. I øjeblikket arbejder Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne på teststrategi og en plan for håndtering af lignende situationer. Foto: Henrik Ole Jensen

BRANDE Han bekymrer sig ikke, minkavler Carsten Bukholt i Brande, der sammen med sin bror Jens Bukholt driver en minkfarm med 25.000 moderdyr lige uden for Brande.

Men i Nordjylland er en besætning af mink aflivet, efter at Fødevarestyrelsen testede en række af dyrene, mens der også er konstanteret coronasmitte på en anden minkfarm. Det giver anledning til nye overvejelser på Bukholt Mink.

- Jeg bekymrer mig ikke for, om vores mink er smittede. De er friske og udviser ingen tegn på sygdom overhovedet. Men hidtil har vi talt om, at det ville være et problem for driften, hvis medarbejdere blev smittede med corona. Nu skal vi også forholde os til dyrene i forhold til smitterisikoen. Det er en anderledes og ny situation for os, siger Carsten Bukholt.

På Bukholt Mink følger man alle sundhedsmyndighedernes regler og retningslinjer i forhold til at undgå smittespredning. I øjeblikket er det højsæson på farmen, hvor minkene har fået hvalpe, og derfor beskæftiger farmen lige nu godt knap 20 medarbejdere. Hovedsageligt litauere.

- De rejser ikke frem og tilbage, men bliver her i de to måneder, den nuværende højsæson varer, siger Carsten Bukholt.

Strategi for test på vej

Imens afventer man på Brande-farmen på linje med en række øvrige minkfarme i området, om der ud over de nuværende corona-regler og retningslinjer for minkfarme kommer yderligere påbud:

- Vi afventer ny eller yderligere information fra Danske Minkavlere og Fødevarestyrelsen, og så følger vi naturligvis enhver ny retningslinje og ethvert påbud til punkt og prikke, siger Carsten Bukholt.

På minkfarmen i nærheden af Hjørring har Fødevarestyrelsen konstateret, at corona-smitten hos minkene er identisk med den smitte, der har ramt et plejehjem i i byen. En person med tæt relation til farmen og minkene i staldene arbejdede også på plejehjemmet.

Da det er første gang, der blev konstateret corona-smitte i en dansk minkbesætning, besluttede regeringen ud fra et forsigtighedsprincip at aflive hele besætningen. Fødevarestyrelsen afventer nu beslutning om, hvad der skal ske på den seneste minkfarm med smitte i nærheden af Frederikshavn.

Samtidig er Fødevarestyrelsen i samarbejde med sundhedsmyndighederne i gang med både at udarbejde en teststrategi for minkfarme i området omkring de smittede farm i Nordjylland og for, hvordan en lignende situation skal håndteres fremover.

Åbner nye spørgsmål

Corona-smitte blandt mink blev første gang konstateret i Holland i maj, og her har den hollandske regering besluttet, at alle smittede besætninger skal aflives.

- Vi minder om, at alle der har været i kontakt med mink, stadig skal følge Fødevarestyrelsens almindelige hygiejneregler for besætningsbesøg; vaske hænder, skifte tøj inden og efter besøget blandt dyrene, og har man symptomer på covid-19, skal man blive hjemme, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Kühn Hove ifølge en pressemeddelelse.

Imens giver den aktuelle situationen også anledning til generelle overvejelser om corona-pandemien hos Carsten Bukholt:

- Udfordringen med smitte fra dyr til mennesker og modsat berører jo ikke bare minkfarme. Det handler jo også om besætninger med for eksempel grise og køer. Og corona-smittede folk med kæledyr; hunde eller katte; bør dyrene her ikke også testes? Det her åbner for rigtig mange spørgsmål og problemstillinger, funderer den midtjyske minkavler.

Med rette; den første danske hund er smittet med corona er konstateret i forbindelse med minkfarmen ved Frederikshavn.