
Søren fra Sydfyn i melodigrandprix: Modet er min superkappe
Søren Torpegaard Lund voksede op i en provinsby, hvor der ikke var mange queerpersoner at spejle sig i. Det gjorde, at han i lang tid lagde bånd på sig selv.
Udgivet:26. januar 2023, 08.00
Læsetid:3 minutter
- Melodigrandprix er jo en kæmpe diversitetsfest og en hyldest til at være præcis den, du har lyst til at være. Og det vil jeg gerne være et billede på, siger Søren Torpegaard Lund om at deltage i Dansk Melodi Grand Prix. (Arkivfoto).
1 måned siden
KØBENHAVN Når Søren Torpegaard Lund indtager scenen til Dansk Melodi Grand Prix, bliver det med masser af glitter og glamour.
Han skal optræde med sangen "Lige her", som handler om, at mennesker skal være der for hinanden.
- Jeg har selv oplevet svære tider, hvor jeg følte mig helt alene. Så med denne her sang vil jeg gerne sige, at jeg er der for jer, siger Søren Torpegaard Lund.
Den selvudnævnte provinsdreng voksede op på Sydfyn, hvor han spillede med i musicals og var glad for at både danse og synge. Men der var ikke mange som ham selv at spejle sig i.
- Når du har lyst til at gøre noget, der er uden for normerne, så kræver det et ekstra mod. Nogle gange kræver det endda mod at gå uden for din egen dør.
- Du har en følelse af, at du skal sige dig selv højt hver dag. Det er en øvelse. Men når du endelig tør gøre det, så føles det som en superkappe, siger han.
Han vil gerne gøre op med, at mennesker skal have en bestemt identitet. For det er en proces, der aldrig ender. Vi bliver alle ved med at udvikle os hele livet, siger han.
- Vi som mennesker indeholder så mange ting, og jeg synes, det er kedeligt, at vi tror, vi kun må være ens.
- Hvorfor tager alle det så seriøst at finde ud af, hvem vi er? Hvorfor kan vi ikke bare prøve alt muligt på vejen og være der for hinanden i det? Det er jo lige meget, hvordan vi ser ud, funderer den 24-årige grandprixdeltager.
Søren Torpegaard Lund fortæller, at han havde en stærk selvfølelse, da han var lille.
- Men så kom jeg i puberteten, og folk i min omgangskreds begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg var, som jeg var.
- De spurgte, om jeg var det ene eller det andet. Der blev også råbt ord som "bøsse" efter mig, siger han.
Det førte til en større selvbevidsthed og en del år, hvor Søren Torpegaard Lund lagde bånd på sig selv.
- Det var faktisk en følelse af censur, fordi jeg skulle bevise, at jeg ikke var det, som de sagde, jeg var. Og jeg vidste jo ikke engang, hvad det var endnu, siger han.
For Søren Torpegaard Lund krævede det en stor mængde selvransagelse at nå dertil, hvor han tør være sig selv.
- Som queerperson, der er uden for normen, skal du virkelig kende din identitet for at kunne sige: Det her er den, jeg er.
Det kræver, at man siger en masse gode ord til sig selv. Og det er ikke hver dag, det virker, siger han.
- Nogle dage har jeg bare lyst til at være helt kedelig og basic og alt muligt. Men det er jo en del af det at være menneske. Det går op og ned.
- Så tag det helt roligt, og træk vejret. Der er et helt liv til at finde ud af, hvem du skal være, siger han.
Søren Torpegaard Lund deltager sammen med syv andre artister ved Dansk Melodi Grand Prix den 11. februar 2023. Det foregår i Arena Næstved med tv-vært Tina Müller og komiker Heino Hansen som værter.
Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix skal repræsentere Danmark ved Eurovision i Liverpool den 13. maj.
/ritzau/
