Bekymret indsamlingsleder: Kræft er ligeglad med en coronapandemi

Kræftens Bekæmpelse vil forsøge sig med en fysisk landsindsamling i april og håber, at pandemien har aftaget lidt i styrke til den tid. Men bekymringerne lurer, for indtil videre er tilslutningen lav

20. februar 2021, 14.21

Ann Marie Poschwatta er lokal leder for indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse. Det er planen, at indsamlingen gennemføres nationalt 11.april, men lederen er meget bekymret. Indsamlingen sidste år var en katastrofe på grund af coronapandemien. Foto: Flemming Hansen

IKAST-BORDING-ENGESVANG Solen bagte ned over parkeringspladsen ved Hjertet 16. august sidste år. Her stod Kirsten Hansen med makkeren Ann Marie Poschwatta og delte indsamlingsbøsser ud til den årlige landsindsamling for Kræftens Bekæmpelse.

De to kvinder er indsamlingsledere for Kræftens Bekæmpelse i Ikast, Bording samt Engesvang og var begge glade for, at det alligevel lykkedes at gennemføre en landsindsamling, som var blevet flyttet fra foråret til sensommeren på grund af coronavirus.

Men der kom næsten ingen indsamlere. Faktisk var det rekordfå, som valgte at bruge en søndag på at stemme dørklokker.

- Vi var kun 35. Normalt er vi bare i Ikast over de 100, så vi tolkede det som et klart signal om, at flere følte sig utrygge ved at bevæge sig ud, selv om coronasmitten var forholdsvis lav på det tidspunkt, siger Ann Marie Poschwatta.

Styr på sikkerheden

Den lokale indsamlingsleder har nu inviteret alle indsamlere fra sidste år til at deltage landsindsamlingen 11. april, men foreløbig har kun få meldt sig til.

Faktisk er udsigterne for den kommende indsamling bekymrende ringe.

- Måske tænker nogle, at vi er lidt skøre, fordi vi fortsat tror på, at det er muligt med en fysisk indsamling i en tid med corona, siger Ann Marie Poschwatta.

- Men det er vigtigt at understrege, at vi tager alle forholdsregler. Vi udstyrer indsamlerne med mundbind, sprit og handsker, og indsamlingsbøsserne er i hård plast, så mønterne nemt glider ned, mens man samtidig kan række bøssen ud med udstrakt arm. Derudover kan man naturligvis også donere via Mobilepay, og vi har lavet ekstra store skilte med nummeret, så man ikke behøver at stå tæt, fortæller Ann Marie Poschwatta.

Den fysiske indsamling er traditionelt meget vigtig i Ikast, anfører hun.

- Normalt har vi en god opbakning fra både borgerne og indsamlerne. Sidste år havde vi også en digital indsamling, men den fysiske indsamling er bare vigtig og normalt meget indbringende, lyder det fra indsamlingslederen.

- Vi har behov for, at folk har lyst til at komme ud på ruterne, og at folk gider lukke op. Jeg kan sagtens forstå, at man kan være nervøs i de her tider. Det er bare vigtigt at understrege, at kræft er ligeglad med en coronapandemi. Kræften er her stadig.