
3 år siden
Brande RemisenBrande bliver onsdag 25. september andet stop på Poul Krebs og Henning Kvitnes tur rundt i Danmark.
At kulturhuset i Brande er kommet med på den eksklusive liste er ingen tilfældighed, fortæller Poul Krebs, der flere gange tidligere har spillet i Remisen, en enkelt gang (i 2015) i selskab med netop Henning Kvitnes:
- Det er et enestående sted i Danmark. Det er så specielt bygget op - det er et fedt sted, hvor vi begge to har haft gode oplevelser, lyder det fra den efterhånden 63-årige århusianske sanger og sangskriver, der fortæller, at han satte sig ned sammen med Henning Kvitnes og så på, hvilke steder, der passede bedst til den type koncerter, duoen og resten af bandet drager på landevejen med - og her var Remisen blandt topprioriteterne.
- Det er et unikt sted - det skal I passe rigtig godt på og bakke op om, lyder opfordringen fra Poul Krebs.
- Gør stederne noget for sangene?
- Der er mange ting, der spiller ind - i Remisen er vi sikre på et omfavnende lydunivers, hvor vi kan nå helt ud i hjørnerne. Hvert sted skal være en hjemmebane.
Et sangfællesskab
Om samarbejdet med Henning Kvitnes siger han:
- Det er sangene, der har bundet os sammen og sender os afsted - vi har et sangfællesskab.
De har både skrevet sange sammen og spillet hinandens sange, og ligesom i samarbejdet med Michael Falch oplever Poul Krebs, at de to supplerer hinanden, og at samarbejdet løfter sangene op på et niveau, han ikke er i stand til alene: En plus en giver ganske enkelt mere end to og dermed en større oplevelse - også for publikum.
- Hvordan er jeres nye album blevet modtaget?
- Fantastisk godt - alle tilbagemeldinger har været super overvældende!
Poul Krebs forklarer, at de to hver har udvalgt fem af hinandens yndlingssange, som på den måde har fået nyt liv. Derudover har duoen skrevet to helt nye numre sammen, og ved koncerten bliver numrene fra det nye album suppleret med perler fra de to herrers respektive (særdeles omfattende) bagkataloger.
»Elastiske« numre
- Hvad skal man forvente, hvis man køber billet til koncerten i Remisen?
- En unik oplevelse - en helt speciel lejlighed. Sammen med bandet formår vi at få bygget et lydbillede op med masser af luft til at lege, så det ikke bliver stift - numrene er "elastiske", forklarer Poul Krebs. På albummet er sangene indspillet, "som de lød den dag", forklarer han videre, men selvom de ikke er sovset ind i strygere, blæsere og andet "flødeskum", lyder de forskelligt fra gang til gang.
Da han bliver bedt om at pege på sit absolutte Henning Kvitnes blandt de fem, han har valgt til "Sange på rejse", falder valget på åbningsnummeret "Vesterbro '88".
- Det er en af mine yndlingssange og meget betegnende for det tidspunkt, vi mødtes, med Gasolin på pladespilleren og ture rundt på morgenværtshuse i København, smågriner Poul Krebs ved minderne.
På turnéen bakkes han og Henning Kvitnes op af Poul Krebs' faste orkester, som består af Troels Skjærbæk (bas), Rune Kjeldsen (guitar), Palle Hjorth (tangenter) og Rasmus Valdorff (trommer).
Koncerten i RemisenBrande er arrangeret af musikforeningen branderocker.dk.