Streamingtjeneste annoncerer nyt datingkoncept i Danmark

Programmet "Prince Charming", som udelukkende søger singlemænd, sendes til sommer på discovery+.

14. januar 2021, 11.41

Singlemænd har tidligere søgt kærligheden i "Prince Charming" i både USA og Tyskland - nu kommer konceptet til Danmark. Her ses det amerikanske cast fra den første sæson i 2016.

KØBENHAVN Et spritnyt kærlighedsprogram er snart klar til at se dagens lys.

Og kravene for at være med er egentlig ganske simple: Du skal være mand, du skal være til mænd, og så skal du være på udkig efter kærligheden.

Det er opskriften på det nye koncept "Prince Charming - DK", som ifølge discovery+ er det første datingprogram, som udelukkende koncentrerer sig om mænd.

Her skal en særligt udvalgt homoseksuel mand nemlig forsøge at finde sin eneste ene blandt et bredt felt af kærlighedssøgende singlefyre.

- Jeg er utroligt stolt over, at vi laver et datingprogram, der afspejler, hvordan kærlighed også ser ud i 2021, og som kan vise, at kærlighed er universel, uanset de konstellationer den opstår i, siger Discovery Network Danmarks programdirektør, Pil Gundelach Brandstrup, i pressemeddelelsen.

- Jeg ser frem til at følge de modige deltagere, der åbent og sårbart tør stille sig frem i jagten på deres livs store kærlighed. Jeg krydser fingre for, at det lykkes dem, lyder det videre fra programdirektøren.

Optagelserne begynder til februar, og lige nu bliver der ledt efter homoseksuelle singlemænd, der er på jagt efter kærligheden.

På siden, hvor man kan tilmelde sig, lyder det blandt andet:

- Om du har været i et hav af forhold, aldrig har været i et, for længst er sprunget ud af skabet, eller du endnu ikke har gjort det, gør ingen forskel.

- Så længe du har mod på at fortælle din historie og har en oprigtig lyst til at finde den store kærlighed, skriver producenten.

"Prince Charming - DK" får premiere i løbet af sommeren på streamingtjenesten discovery+.

/ritzau/