Nekrolog: Ordklog eventyrer havde mod på livet

Anne Marie Engelst Petersen, Ikast døde tirsdag eftermiddag. Hun blev 89 år

10. juni 2021, 07.35

Anne Marie Engelst Petersen fotograferet i sit hjem i Ikast i forbindelse med sin 89 års fødselsdag, for en uge siden. Foto: Privat Foto

DØDSFALD Hun nåede lige at runde 89 år, før end sygdom trak de sidste livgnister ud Anne Marie Engelst Petersen, Ikast

Hun døde tirsdag eftermiddag omgivet af sine tre børn og svigerbørn.

Anne Marie Engelst Petersen var født i Holbøl i Sønderjylland, men havde stærke familiebånd til Limfjordsøen Fur, hvor hun og ægtemanden Ib også købte sommerhus.

Som ung rejste hun til Nørre Nissum for at uddanne sig til lærer, og mødte allerede i det første år sin senere livsledsager Ib Petersen fra Læsø.

De blev begge uddannede lærere og bosatte sig først i Struer, men flyttede videre til Aulum, hvor Ib var viceskoleinspektør, mens Anne Marie underviste i dansk.

Efter 15 år drog parret og deres tre børn videre til Kibæk, hvor lærerparret begge blev ansat. Ib som skoleleder, men der var også brug for en dygtig dansklærer, som samtidig kunne tage hånd om skolebiblioteket. En opgave som passede Anne Marie Engelst Petersen godt.

Hun elskede nemlig sit fag, og ikke uden grund kalder familien hende ordklog. Hun var en dansklærer af den gode gamle slags, der kendte ordets magt, og helst så dem brugt på den rette måde og i den rette sammenhæng.

Hjertevarme

Og så var Anne Marie Engelst Petersen et hjertevarmt menneske, der forstod at se det gode i alle børn, uanset deres faglige kundskaber. Hun holdt af mennesker, og forstod at samle de børn op, som måske ikke havde den letteste tilgang til at gå i skole.

Hun elskede selv at kaste sig over bøgerne og var også lidt af en eventyrer, der aldrig sagde nej til udfordringer og gode oplevelser.

Da hun og ægtemanden gik på pension opmagasinerede de deres ejendele og rejste til Nigeria i Afrika. Her stod de sammen med organisationen Y’s Men’s i spidsen for at opbygge en skole. Fritiden brugte de på at opleve landet, og var ikke blege for at starte motorcyklen og bare køre ud i bushen.

Tilbage til Midtjylland

Tilbage i Danmark bosatte de sig i Ikast, hvor datteren og svigersønnen Hanne og Ole Nørgaard drev tandlægeklinik. Men det var formentlig børnebørnene Anne og Jakob, der fik dem til igen at slå rødder i det midtjyske.

Anne Marie og Ib var udadvendte mennesker, der hurtig fik etableret et nyt netværk. De drog ud og holdt foredrag. Ikke bare om deres oplevelser i Afrika, men også om både Jeppe Aakjær, Blicher og om kærligheden til de to danske øer Fur og Læsø.

Anne Marie Engelst Petersen blev enke i 2008 men fastholdt sin livsoptimisme og evne til fortsat at ville opleve.

Således var hun hurtigt til at melde sig på ture og udflugter når Herningegnens Lærerforeninges pensionister tog afsted. Hun brugte altid en uge om året på seniorhøjskole i Nørre Nissum, og har altid været glad for at rejse. Hun har været vidt omkring og sågår mødt paven i forbindelse med sit engagement i Y’s men’s arbejdet.

Aktiv kvinde

Anne Marie var en aktiv kvinde. Hun deltog i lokale litteraturkredse og sad også en overgang med i kulturelt Samråd. Hun var engageret i Senior Bio og var i 18 år en del af den frivillige stab i genbrugsbutikken på Møllegade. Indtil corona spændte ben tog hun ud på et af de lokale plejehjem og læste op af de bøger, hun holdt så meget af .

Anne Marie Engelst Petersen efterlader sig tre børn, svigerbørn, fem børnebørn og to oldebørn, hvoraf hun netop nåede at hilse på det sidste skud på stammen. Oldebarnet Ravna, der få uger gammel hilse på sin oldemor i lørdags.

Anne Marie Engelst Petersen begraves lørdag formiddag fra Fonnesbæk Kirke.