
80.000 kroner på vej til Ejstrupholms foreninger
Efter sidste års corona-aflysning kunne Ejstrupholm endelig holde Duedag igen, og det blev et tilløbsstykke
Udgivet:25. oktober 2021, 13.39
Læsetid:1 minut
Op mod 15.000 mennesker gæstede Ejstrupholm til Duedag. Foto: Henrik Ole Jensen
2 år siden
MARKED Vejret viste sig fra sin pæne efterårsside, med tørvejr og solskin op af dagen, og det lokkede folk i tusindvis til Ejstrupholm til den årlige Duedag.
Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
- Vi havde godt vejr, både til forberedelserne lørdag og afviklingen søndag. Vi havde mange kræmmere, og vi vurderer, at der var cirka 10.000 besøgende. Og kunderne købte meget, har vi indtryk af, fortæller Kim Storm fra Duedagsudvalget og fortsætter:
- Alt forløb stille og roligt, og humøret var højt. Der blev givet mange gode håndslag, og der var mange gode sager at vælge imellem.
Penge til foreningslivet
Duedagen tjener penge på stadepladser, parkering, pølsesalg og salg af drikkevarer.
- Vi fik en omsætning på cirka 240.000 kroner, og det betyder, at vi forventer at kunne fordele 80.000 kroner mellem foreningerne, siger Kim Storm.
De fire foreninger bag Duedagen er Ejstrupholm Håndværker- og Borgerforening, Ejstrupholm Gymnastikforening, Ejstrupholm Idrætsforening og Ejstrupholm Erhvervsforening.
Frivillige trækker læsset
Der er omkring 130 frivillige, som hjælper til med mange forskellige opgaver før, under og efter Duedag. Ligeledes er der mange af Ejstrupholms indbyggere, der bliver berørt af Duedag, da byen bliver afspærret.
- Arrangørerne sender en stor tak til de mange hjælpere, byens handlende og indbyggerne, som er grunden til, at det hele kan lykkes. Derudover vil vi også gerne sende en tak til Ejstrupholms frivillige affaldsindsamlere, der havde planlagt deres affaldsindsamling til dagen efter Duedag. Det hjalp os med at få det sidste affald ryddet op og gøre Ejstrupholm ren og pæn igen, siger Kim Storm.
Næste Duedag er 9. oktober 2022.