
Nyt varmeværk i Bording er klar til indvielse
2. februar holder Energi Ikast åbent hus i det nybyggede varmeværk på Fabriksvej i Bording
Udgivet:23. januar 2020, 06.39
Læsetid:1 minut
Energi Ikasts nye varmepumpeanlæg set fra Bordingvej. 2. februar er der officiel indvielse. Foto: Pr-foto
4 år siden
FJERNVARME På en byggeplads på Fabriksvej i Bording har der det sidste års tid været heftig aktivitet.
Kraner, lastbiler, gravkøer og mange andre maskiner har været i gang og nu er Energi Ikast klar til at præsentere et nyt grønt varmepumpeanlæg, der skal levere bæredygtig varme til hele Bording.
Det sker 2. februar til åbent hus, hvor man kan blive klogere på, hvad Energi Ikast er for en størrelse, hvor varmen kommer fra og hvordan en varmepumpe fungerer.
Det store anlæg har været i gang siden slutningen af sidste år, og på dagen får man mulighed for at komme helt tæt på og se, hvordan store blæsere er med til at transformere kølig luft om til varmt vand.
Rundvisninger
En varmepumpe fungerer som et omvendt køleskab. Så når man bruger energi og sætter gang i blæsergården på varmepumpeanlægget, blæses der kold luft ind i systemet, og det ender med, at der kommer varmt vand ud i den anden ende.
Ved indvielsen vil der være rundvisninger hver halve time, hvor man kan se både de store motorer, pumper, blæsere og få forklaret hvad en akkumuleringstank og en COP-værdi er.
Hygge, pølser og tale
Den lokale bestyrelsesformand Jakob Lauridsen, byder velkommen, og Energi Ikast byder på pølser og vand.



Det nye varmeværk
Varmepumpen kan levere 80 procent af Bordings varmeforbrug.
Selv i minus 10 grader kan varmepumpen producere varme med højere effektivitetsgrad end den gamle varmecentral.
Kilde: Energi Ikast