
Dronningen kroner sin 80-års fødselsdag med en tv-tale
Klokken 19 torsdag vil dronning Margrethe holde direkte tale, der bliver vist på DR og TV2.
Udgivet:16. april 2020, 13.43
Læsetid:2 minutter
Dronning Margrethe vinker til de mennesker, der er mødt op foran Fredensborg Slot i forbindelse med 80-års fødselsdagen. - Det går lige i hjertet, siger hun om fejringen.
3 år siden
KØBENHAVN Dronning Margrethe holder torsdag klokken 19 en direkte tale til befolkningen i anledning af sin 80-års fødselsdag.
Talen bliver vist på DR og TV2, oplyser kongehuset på sin hjemmeside.
Dronningen vil tale fra Fredensborg Slot, hvor hun har residens.
Det var ikke ventet, at dronningen ville tale til befolkningen, for det er der ikke tradition for, at hun gør i forbindelse med sine runde fødselsdage.
Men også på det punkt adskiller 80-års fødselsdagen sig fra tidligere fejringer.
Coronavirusset har aflyst alle officielle arrangementer. Lige fra den traditionelle balkonscene på Amalienborg Slotsplads til den private fest for familier og venner, som var planlagt torsdag aften på Fredensborg Slot.
Men stille blev fødselsdagen alligevel ikke.
Dronningen vågnede op til morgensang fra de ansatte på Fredensborg Slot, som havde taget opstilling med dannebrogsflag i Kuppelsalen, og klokken 12 blev der fra hele landet stemt i med en række digitale fællessange transmitteret på DR, TV2 og Facebook.
Dronningen fulgte med i den første sang, "I dag er det dronningens fødselsdag", fra sin stue, og under den sidste sang, Kim Larsens "Papirsklip", trådte hun ud på trappen foran slottet for at hilse på de mange, der var kommet for at ønske tillykke.
Formiddagen bød også på en videohilsen fra dronningens otte børnebørn, som ønskede deres farmor en god fødselsdag.
Det er kun godt en måned siden, at dronningen sidst talte. Det var 17. marts, hvor hun i en tv-tale opfordrede til at holde afstand for at mindske smitten med coronavirus.
Hun kom også med en direkte opsang.
- Man kan stadig se grupper i alle aldre, som opholder sig for tæt sammen. Nogle holder endda stadig fester og runde fødselsdage.
- Det synes jeg ikke, man kan være bekendt.
- Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst, sagde hun.
Fem dage tidligere havde hun aflyst sin egen fødselsdag.
/ritzau/