
Den vandrende bedstefar: Kurt Møller fylder 70
Ejendomsmægler Kurt Møller fra EDC i Ikast kalder sig selv for hushandler med gode evner for at gøre en god handel
Udgivet:30. oktober 2022, 10.00
Læsetid:4 minutter
Ejendomsmægler Kurt Møller fylder søndag 70 år og vil snart begive sig ud på endnu en pilgrimsvandring på Caminoen i Spanien, hvor dette billede også er taget. Foto: Privatfoto
11 måneder siden
70 ÅR Han er ikke søn af en købmand for ingenting. Voksede op i Sunds, men kom for alvor til at slå sine folder lidt længere mod syd. Nemlig i Ikast. Her var der arbejde på skattekontoret på rådhuset og plads på grønsværen til en energisk fodboldspiller med ild i øjnene.
Kurt Møller var ikke bare en habil fodboldspiller, der som en af første i Danmark skrev under på en kontrakt, da betalingsfodbolden kom til landet i 1978. Han var IFS’er og stillede stolt på grønsværen i sit blå-gule spillertøj.
Han var og er stadig (han kan nemlig ikke helt lade være med at røre på sig, når chancen byder sig) en ganske dygtig ejendomsmægler. Gennem et travlt arbejdsliv har han i den grad fået EDC Ikast sat på både det lokale og nationale landkort.
- Ja, jeg var faktisk den første fodboldspiller på kontrakt i Danmark. Legendariske Leo D. Nielsen påstod nemlig, at hvis jeg skrev under, så ville andre følge efter, fortæller Kurt Møller og slår sin umiskendelige latter op og nævner i flæng sine holdkammerater Ivan Lysgaard, Johannes Bastrup og Anders Bjerregaard, der alle satte autografer på de historiske dokumenter.
Kurt Møller sidder hjemme i sofaen i sin brændeovns-opvarmede stue, hvor ilden bag glaslågen knitrer om kap med de fjerbolde, der flyver over nettet på fjernsynskærmen.
Har tid til alt
På søndag fylder han 70 år, og han nyder den hverdag, han har fået skruet sammen.
- Jeg tager mig en lille lur ved middagstid og holder mig i gang ved at arbejde et par dage om ugen. Jeg har solgt min forretning til Søren Kirkegaard, to af mine drenge og min hustru Helle, og er stolt af, hvordan de formår at drive det videre. Det betyder, at jeg i dag har tid til alt, lyder det filosofisk fra Kurt Møller.
Han gør nemlig lige præcis alle de ting, han sætter pris på.
Han følger dog gladelig med i byens liv og aktiviteter og holder selvfølgelig øje med huspriserne og ejendomsmarkedet i det hele taget.
- Der sker meget i byen. Det er stort set umuligt at finde en lejebolig, og jeg oplever en stigende interesse for byen. Den internationale Skole trækker nye borgere til byen. For slet ikke at tale om Guldminen og det, der sker omkring sportscampus. Det gør noget godt for vores by, vurderer Kurt Møller.
Han arbejder, når han har lyst, og har en hverdag, han sætter pris på.
Står tidligt op
- Jeg står tidligt op sammen med min kone, der tager på arbejde. Selv kan jeg så gøre lige, hvad der passer mig. Jeg kan gå en tur med hunden, sætte mig i sofaen, se lidt sport på tv - som jeg elsker. Mit liv oser af FC Midtjylland, fodbold og sport, siger fødselsaren.
Kurt Møller er en udadvendt person, der på ugentlig basis lægger et besøg ind hos de tætte venner, og svigermor, der nærmer sig en trecifret fødselsdag, får også ofte besøg.
Jeg føler, jeg har masser af tid. Jeg er frivillig hjælper i Vores Ikast og Bakkehuset. Jeg giver gerne den ekstra hånd, der får tingene til at hænge sammen. Jeg elsker at komme ud og tale med - og møde mennesker, siger Kurt Møller.
Han er også medlem af to »drengeklubber«, hvor der drikkes øl og fortælles løgnehistorier.
- I den ene klub tager vi på en årlig ø-tur, hvor vi kigger på fugle, drikker en bajer og har røde pølser med i bagagen. Ja, vi gør alt det, vi ikke må på hjemmebane, siger Kurt Møller og griner lystigt med tydelig tanke på alle de oplevelser, der ligger bagude, men også med en tydelig forventning om alt det, der venter på den næste tur.
Kurt Møller er ikke længere aktiv på fodboldbanen, selvom han gerne ville.
Pilgrimsfærd på Caminoen
Til gengæld er han vild med at vandre og har planer om indenfor nærmeste fremtid at sætte kursen mod Spanien, hvor han for tredje gang vil begive sig ud på den legendariske pilgrimsfærd Caminoen.
- Jeg kommer ikke til at gå hele turen igen, men planen er, at min gode ven Peter og jeg skal gå fra Pamplona og i løbet af 14 dage tilbagelægge 375 kilometer, siger han.
Efter et travlt og hektisk arbejdsliv, hvor det for alvor er gået stærkt, så sætter den snart 70-årige ejendomsmægler stor pris på at være sammen med sin familie. To af de tre sønner bor i byen, mens den ældste søn holder til i København. Datteren er også tæt på, og foreløbig har firkløveret beriget fødselaren med seks børnebørn.
Kurt Møller har valgt at holde sin fødselsdag i privat regi, og så har han i øvrigt kun ét stort ønske: nemlig at blive begavet med et par OL-billetter til legene i Paris i 2024.