Dimissionsfest for årets studenter i Ikast: Tradition og forandring

Årets første studenter hejste som sædvanligt Dannebrog, men dermed var det også ovre med traditionerne

Udgivet:23. maj 2020, 21.30

Læsetid:4 minutter

Det plejer at være et familiemedlem eller en kæreste, der får æren af at placere studenterhuen, men i år var den opgave overladt til studenterne selv. Foto: Henrik Ole Jensen

Henrik Ole Jensen
Fotograf
Flemming Thulstrup
Journalist

3 år siden

IKAST-BRANDE Der er heldigvis traditioner, som corona ikke har formået at få has på, og en af disse er den smukke og smagfulde flaghejsning i forbindelse med udklækningen af de første studenter på Ikast-Brande Gymnasium.

Onsdag formiddag strøg Dannebrog til tops og så gevaldig blæret ud med den kongeblå majhimmel som baggrund.

Det var som tidligere år IB-studenterne, der var først ude, og det ærefulde hverv som flaghejsere var lagt i hænderne på Arnis Prokopovics, Julie Bloch Hornsved og Salma Mohamed Ali Sigad.

I forlængelse af flaghejsningen var der arrangeret dimissionsfest for årets 52 IB’ere, hvoraf flere faktisk havde taget turen fra deres respektive hjemadresser i udlandet for at deltage i højtideligheden.

Her havde de danske myndigheder åbenbart skønnet, at der var tale om et anerkendelsesværdigt formål, så de nybagte studenter kunne få lov til at krydse grænsen og tage til det midtjyske.

Festen skal være nu

En af flaghejserne var Julie Bloch Hornsved, der betegnede den sidste del af uddannelsen som helt usædvanlig.

- Det har været både hårdt og stressende, men jeg synes alligevel, at vi har formået at holde sammen som et hold. Det skyldes blandt andet de sociale medier, men jeg har også været sammen med nogle af mine nærmeste medstuderende, hvor vi har været på udflugter sammen, fortæller den nybagte IB-student.

Studinen håber inderligt, at der bliver åbnet op for, at hun og hendes kammerater kan få lov til at feste lidt sammen efter en utraditionel studentereksamen.

- Og det skal være nu. Om kort tid er vi alle spredt for alle vinde. Jeg skal blandt andet selv til USA for at være au pair, siger Julie Bloch Hornsved, der endnu ikke har lagt sig fast på, hvad hendes IB-eksamen skal bruges til rent karrieremæssigt.

Hun fik sin studenterhue placeret på de blonde krøller på hjemadressen i Virklund.

Mens selve flaghejsningen var så nær traditionen, som coronaen tillod, så var det ganske anderledes med den efterfølgende formelle fejring med taler, musikalsk indslag og uddeling af priser.

Med på distancen

Uden for det store mødelokale var boblerne hældt op, og der var brownies med IB-logo og roser til de studiefærdige unge mennesker.

I selve lokalet var stolene placeret med den påbudte og anbefalede afstand.

Det mest usædvanlige var dog storskærmen, hvor forældre fra adresser rundt om på kloden tonede frem.

Ved dimissionen var forældre nemlig forment adgang, men adskillige havde koblet sig på, så man over nettet kunne følge med i, hvad der blev sagt i forbindelse med datterens eller sønnens store øjeblikke i livet.

I bedste IB-stil foregik det hele naturligvis på engelsk.

- Det er dejligt at se jer igen. I det hele taget har det været noget specielt. Corona har ændret meget for jer, men I har formået at lære af hinanden og stået det igennem. Vores skole er ikke den samme uden jer, sagde rektor Marianne Dose Hvid, der i dagens anledning havde gravet et Mandela-citat frem.

- Uddannelse er det stærkeste våben, hvis man ønsker at ændre verden.

Uvished om dimission

Lederen af IB-linjen Gitte Pilley var i flere omgange også omkring mikrofonen.

Det var også hende, der sørgede for, at alle fik de traditionelle hvide og enkelte sorte studenterhuer på.

Det skete, da de nybagte IB’ere i bedste Napoleon-stil »kronede« sig selv.

Gitte Pilley fremhævede årets hold som et af de bedste, og at det altid ville blive husket som noget helt specielt. Ikke mindst på grund af klassebilledet, der kommer op at hænge på gymnasiets væg. Her står eleverne nemlig med »passende« afstand til hinanden.

Højtideligheden bød også på såkaldte CAS-Awards, der blev uddelt til nogle af de humanitære projekter, der er fast element i vejen mod at blive IB-student.

Desuden var der musikalsk underholdning med sangene »Imagine« og »I believe, I can Fly«, ligesom der var roser fra eleverne til hver enkelt lærer på IB-linjen, der fik et skriftligt skudsmål og et par ord med på vejen.

- Det er helt klart en usædvanlig tid, og jeg ved endnu ikke, hvordan dimissionen for resten af årets studenter vil forløbe. Det eneste, der ligger fast er, at det sker fredag 26. juni, men jeg ved endnu ikke under hvilken form, oplyste rektor Marianne Dose Hvid.

Selve transmisionen fra onsdagens dimmission forløb planmæssigt. Det er formentlig en af de nyskabelser, som corona-krisen har nødvendiggjort, som man vil overveje at føre videre, så udenlandske familier også i årene fremover får mulighed for at overvære dimissionen, selv om de ikke selv kan være til stede.

Lederen af IB-linjen, Gitte Pilley, stod i spidsen for en anderledes, men stemningsfuld dimissionsfest, hvor forældrene kunne kigge med på en direkte forbindelse. Foto: Henrik Ole Jensen
Det ærefulde hverv med at hejse flaget var lagt i hænderne på Salma Mohamed Ali Sigad, Julie Bloch Hornsved og Arnis Prokopovisc. Foto: Henrik Ole Jensen
- Vi har savnet jer, fastslog rektor Marianne Dose Hvid, der håber på, at hun snart får instrukser vedrørende alle de andre studenters dimmission, der er fastsat til fredag 26. juni. Foto: Henrik Ole Jensen
De helt store smil var fremme ved dimissionsfesten. Nu håber de nybagte studenter så bare på, at de også får lov til at fejre eksamen med en studenterfest. Foto: Henrik Ole Jensen