
Ny og større Aldi-butik åbner fredag
Fredag 3. september åbner Brandes nye Aldi-butik - blandt andet med borgmesterbesøg
Udgivet:30. august 2021, 05.38
Læsetid:2 minutter
Anja Madsen er butikschef og står i spidsen for genåbningen af Aldi-butikken i Brande. Foto: PR-foto
2 år siden
BRANDE I Brande har der været meget snak om åbningen af byens nye dagligvarebutik - og nu sker det.
Fredag 3. september går dørene op til en ny og meget større Aldi-butik på Chr. Bergsvej 2, hvor den tidligere butik også lå. Det skriver dagligvarekæden i en pressemeddelelse.
Åbningen fejres med besøg af borgmesteren i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen (V), gratis croissanter, goodiebags, særtilbud og en konkurrence med mulighed for at tømme butikken på to minutter.
Dagligvarekæden Aldi er i fuld gang med at bygge nye butikker i hele landet under overskriften »Det nye Aldi«. Nu er det blevet Brandes tur, og det er noget, som distriktschef i Aldi Signe Dybro ser frem til:
- Det er en glædens dag, hver gang vi kan byde kunderne indenfor i en ny og forbedret Aldi-butik. Med den nye Aldi her i Brande glæder vi os til at give byens borgere og besøgende en markant bedre indkøbsoplevelse end det, de har været vant til i vores gamle butik, siger hun i en pressemeddelelse.
Stort for butikschef
Også butikschef Anja Madsen har set frem til dagen, hvor hun og kollegerne skal byde kunderne velkommen i den spritnye butik:
- Det er stort for mig at være med fra start, når en ny butik åbner. Ud over at butikken er stor og har fået et æstetisk løft, har vi masser økologiske og danske varer, frisk frugt og grønt og ikke mindst lækkert nybagt bake-off flere gange om dagen.
Uden for butikken er der 64 ekstra brede parkeringspladser og mulighed for opladning af elbil. En del af strømmen produceres direkte på butikkens tag, hvor der er opsat solceller, som også producerer grøn strøm til butikken.
Kundeservice i top
Indenfor i butikken vil velkendte medarbejdere stå klar, når byens branditterne kommer og skal handle:
- Vi kører med det samme stærke butiksteam som i den forrige butik, men har også ansat et par nye medarbejdere, så vi kan sikre den bedste service til vores kunder. Det betyder meget for os alle, at vores kunder er glade for at handle her og føler, de får den hjælp, de skal have, lyder det fra butikschef Anja Madsen.