Medie: FCM har fundet sin nye cheftræner

Bo Henriksen bliver ny cheftræner for FC Midtjylland, skriver Ekstra Bladet. Den tidligere succestræner fra AC Horsens er blevet enig med FCM-ledelsen

30. maj 2021, 21.33

Bo Henriksen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD Der gik ikke længe fra nyhedsbomben om, at FC Midtjylland sælger sin cheftræner, Brian Priske, til belgiske Royal Antwerp FC, og indtil afløseren tilsyneladende står parat.

Ifølge Ekstra Bladet bliver det Bo Henriksen, der skal løfte arven efter Brian Priske som cheftræner for FC Midtjylland. Avisen skriver, at FC Midtjylland allerede er blevet enig med Henriksen om betingelserne.

BT mener at vide, at den nye træner bliver præsenteret på et pressemøde på mandag sammen med en eller flere tilføjelser til trænerstaben, der skal styrke fagligheden.

Læs også
Officielt: FCM sælger Priske til belgisk bronzevinder

Mirakelmager i Horsens

46-årige Bo Henriksen var cheftræner for AC Horsens fra 2014 og indtil sidste sommer. Under hans ledelse sikrede Horsens sig oprykning til Superligaen i 2016 og havde derefter fire gode sæsoner i den bedste række trods et yderst beskedent budget.

Inden da var Bo Henriksen cheftræner for Brønshøj gennem syv år.

Bo Henriksen er kendt som en yderst medlevende indpisker på sidelinjen - nærmest en vulkan af følelser - og på den måde står han for en noget anden stil end den rolige Brian Priske og hans ligeså rolige forgængere, Kenneth Andersen og Jess Thorup.

I sin aktive karriere var Bo Henriksen med til at vinde historiens måske mest overraskende DM-titel sammen med Herfølge i sæsonen 1999-2000. Han var i en periode udlandsprofessionel i England og Island.

Trænergerningen begyndte han, mens han stadig selv spillede. Han var nemlig spillende cheftræner i de første to af sine syv år som træner i Brønshøj.

Bo Henriksen har det seneste år været fodboldekspert på TV3's kanaler.

Læs også
FCM’s søsterklub: Brentford vinder »milliardkamp« og rykker i Premier League
Bo Henriksen

Født 7. februar 1975 (46 år)

Spillerkarriere:

OB 1994-1997

Herfølge 1998-2002

- Frem (lejemål) 2001

- Kidderminster, England (lejemål) 2001-2002

Kidderminster, England 2002-2004

Bristol Rovers, England 2004

Køge Boldklub 2004-2005

Valur Reykjavik, Island 2005

Fram Reykjavik, Island 2005

Victory Sports Club, Maldiverne 2005-2006

ÍB Vestmannaeyja 2006

Brønshøj Boldklub 2007-2009

Trænerkarriere:

Brønshøj Boldklub 2007-2014

AC Horsens 2014-2020