Forbrugerrepræsentanter på valg

Så skal der igen vælges forbruger- repræsentanter til spildevands- selskabets bestyrelse

17. august 2021, 04.54

Thomas Kruse Madsen, der er spildevandschef for Ikast-Brande spildevand, opfordrer til, at alle med interesse i området stiller op. Foto: PR-foto

VALG Når der til efteråret afholdes forbrugervalg i Ikast-Brande Spildevand, har alle myndige personer mulighed for at blive valgt og dermed være med til at påvirke udviklingen i lokalområdet.

Som repræsentant i Ikast-Brande Spildevands bestyrelse kan man være med til at arbejde for et godt vandmiljø og den lokale natur i kommunen, man kan påvirke nye rekreative områder, være med til at lægge byggestenene til fremtidens renseanlæg og meget andet. Det er alsidige opgaver, der venter de to nye forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer, når de i det nye år træder ind i bestyrelsen og tager hul på arbejdet sammen med de fem andre bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget af byrådet.

Det eneste man skal gøre, hvis man har lyst til at stille op som kandidat, er at finde 10 stillere blandt forbrugerne i Ikast-Brande Spildevand, der vil skrive under på, at de bakker op om ens kandidatur. Det kan klares digitalt, og allerede nu kan man gå ind på hjemmesiden, udfylde sin kandidat-profil og være klar til at samle underskrifter fra stillere.

Deltager på lige fod

- Som forbrugerrepræsentant i bestyrelsen har man fuldt ud lige så meget indflydelse som alle de andre bestyrelsesmedlemmer, så man deltager på lige fod i bestyrelsesarbejdet, forklarer spildevandschef i Ikast-Brande Spildevand, Thomas Kruse Madsen. Som spildevandschef står han for den daglige ledelse af selskabet og har dermed et tæt samarbejde med bestyrelsen.

Selve valgperioden løber fra slutningen af september frem til 27. oktober. Ligesom med opstillingen af kandidater foregår afstemningen på en online-platform, som man kan logge på med NemID for at afgive sin stemme.

De to nuværende forbrugerrepræsentanter i bestyrelsen, Marianne K. Møller og Jesper Balle, som begge er fra Ikast, oplyser, at de forventer at genopstille.

FORBRUGERVALG

Du kan oprette dig som kandidat på www.stemonline.dk/ikast-brandespildevand

Kandidater kan melde deres kandidatur online frem til 17. september

Valget afvikles fra 28. september til 27. oktober

Ved seneste forbrugervalg var der fem kandidater, der stillede op til de to poster

Valgperioden er fire år