Sort dag i modekoncern: DK Company fyrer 125 medarbejdere

Udviklingen i hele Europa går nu så stærkt, at modekoncernen føler sig nødsaget til at tage ansvar og reagere. DK Company risikerer at miste op mod en milliard kroner i omsætning frem mod næste år

18. marts 2020, 05.14

Som følge af udviklingen af coronavirus i hele Europa har hovedaktionær Jens Poulsen og modekoncernen DK Company i dag måttet fyre 125 medarbejdere. foto: henrik ole jensen

MODEINDUSTRI En helt igennem sort dag. Sådan siger en tydeligt berørt grundlægger af modekoncernen DK Company i Ikast, Jens Poulsen.

Som administrerende direktør måtte han tirsdag sammen med sin ledergruppe opsige 125 medarbejdere.

- Krisen har udviklet sig tsunamiagtigt. For en uge siden så problemerne i Kina ud til at løsne op. Men siden er situationen i Europa og i Danmark eskaleret med en fart, så de planer,vi har lagt, har ændret sig dag for dag, siger Jens Poulsen.

- Nu er hele Europa stort set lukket ned. Det bliver vi nødt til at reagere på, siger han.

I en 18 minutter lang intern video redegør Jens Poulsen personligt overfor samtlige medarbejdere i koncernen for hele forløbet op til fyringsrunden i dag, og for de udsigter, ingen endnu kan gennemskue.

- For det første er det vigtigt for mig at understrege, at fyringerne ikke hænger sammen med den enkelte medarbejders indsats eller kvalifikationer. De hænger ene og alene sammen med situationen. Vi håber, at de tiltag, der bliver gjort rundt omkring i hele Europa, er det, der skal få det hele til at lysne, og så vil vi gøre alt, hvad vi kan for, at I alle kan komme i arbejde igen, siger Jens Poulsen.

Lukning af butikker

På baggrund af udviklingen i corona besluttede ledelsen allerede i går midlertidig at lukke koncernens 250 fysiske butikker i Norge og Danmark.

- Vi har hele vejen taget udviklingen alvorligt. Corona er en uhyggelig smitsom og for flere grupper af mennesker dødelig virus. Det kræver kærlig afstand mellem mennesker. Det skal vi først og fremmest tage hensyn til og ansvar for i forhold til kunderne og medarbejderne i butikkerne. Derfor besluttede vi at lukke butikkerne, siger Jens Poulsen.

Samtidig har koncernen i forhold til de økonomiske konsekvenser af udviklingen også løbende evalueret på koncernens egen situation.

Udsigt til milliardtab

- De økonomiske beregninger ændrer sig dag for dag. Vi er en stærk koncernen, der igennem mange år har oplevet vækst. En stor del af vores kapital har vi brugt til at øge omsætningen og aktiviteterne. Desuden driver vores type virksomhed en lille bank, hvor vi finansierer vores op mod 16.000 wholesale og almindelige kunder. Som situationen er nu, er der ikke udsigt til, at de umiddelbart betaler de godt 600 millioner kroner tilbage vi har ude i tilgodehavender hos dem til tiden. Vi ved også, at situationen vil få nogle af vores kunder til at gå konkurs.

- Desuden kan vi ikke forvente at kunne sende alle sommervarerne fra vores lager ud som planlagt. Afhængig af udviklingen, risikerer vi at brænde inde med dem. Desuden er vi lige nu i gang med indsalg til den kommende vinter- og julesæson. Det salg må vi forvente i høj grad bliver særdeles hårdt ramt, siger Jens Poulsen.

Samlet set vurderer han, at DK Company risikerer at miste op mod en tredjedel af sin omsætning for indeværende regnskabsår, hvilket svarer til en milliard kroner.

- Det betyder naturligvis, at det rekordår, som vi netop har afsluttet, og som vi for blot få uger siden forudså ville udvikle sig til et nyt rekordår, i stedet ligner et underskud. Vi er en del af en branche, som strukturelt bliver rigtig hårdt ramt. Vi er et tegn på den overordnede udvikling, hele den danske modebranche - modebranchen i hele verden - står midt i, siger koncerndirektøren.

En stærk koncern

Han understreger samtidig, at situationen er alvorlig - men, at DK Company er en stærk koncern:

- Vores situation kræver stram og løbende styring af vores likviditet. Det arbejder vi i allerede tæt sammen med banken om. Vi er en stærk koncern og på ingen måder truet på eksistensen. Selv om ingen kunne forudse en nedsmeltning, så ønsker vi at vise ansvarlighed. Både overfor samfundet og den dødelige virus, men også i forhold til vores samarbejdspartnere i en tid, hvor hele modebranchen vil blive forandret nærmest fra dag til dag. Vi beklager og er meget kede af, at det har kostet 125 medarbejdere jobbet. Det er en sort, sort dag i virksomhedens historie, vurderer Jens Poulsen.

Plan for hjemmearbejde og nedsat arbejdstid

Mens koncernen altså har måttet sige farvel til 125 kolleger, er ledelsen og ejergruppen, som udover Jens Poulsen består af Jens Obel, Kasper Philipsen og Søren Lauritsen, også i fuld gang med at skabe en plan for den nærmeste fremtid, koncernen kan kigge ind i.

- Den kræver hjælp fra medarbejderene. Vi har ikke planen på plads, men med sikkerhed kommer den til at dreje sig om endnu flere hjemmearbejdspladser for at begrænse smitte. Måske skal vi nedsætte arbejdsugen - med en eller to dage, hvor medarbejderne kan få suppleret indkomst fra A-kassen. Vi kender ikke det endelige udspil, som også kræver forhandlinger med fagforening. Men vi håber på opbakning fra alle sider, siger Jens Poulsen.

Kritik af hjælpepakker

Mens DK Company bakker op og efterlever alle regeringens sundhedsmæsssige påbud og anbefalinger, kritiserer Jens Poulsen uden at blinke de økonomiske hjælpepakker til erhvervslivet.

Ingen af dem hjælper DK Company, konkluderer direktøren.

- Det er socialdemokratisk hjælpepakker, set fra min stol. De er til gavn for industrivirksomheder, hvor man kan lukke helt ned. For eksempel SAS, hvor staten selv er medejer. Men hjælpepakkerne mangler fleksibilitet. I vores branche skal vi planlægge kollektioner langt frem i tiden. Vi er nødt til på et vist plan at have medarbejdere i gang med at designe fremad, og vores bogholderi skal stadig køre. Vores branche kan ikke tåle at blive lukket helt ned. Landets erhvervsliv består af forskellige typer virksomhed. Regeringen skal roses for mange ting, men vi har brug for fleksible ordninger uden for meget bureaukrati. Så hurtigt som muligt, siger Jens Poulsen.