Læserbrev: Nært politi til et tryggere Ikast-Brande

17. september 2021, 09.16

Nick Hækkerup indviede mandag politistationen i Artium i Brande. Foto: Tom Laursen

LÆSERBREV Det var en stor fornøjelse i mandags at være med til at åbne Brandes nye satellit-station. Her vil politiet fremover være til stede med en fast åbningsdag om ugen, så borgerne kan henvende sig og få råd og vejledning.

Brande har tidligere haft en politistation, der lukkede i 2017. Nu flytter politiet ind igen, og samtidig har politiet i Ikast fået fornyede kræfter i form af længere åbningstider og flere betjente. Det er en udvikling, jeg er rigtig glad for. For den betyder, at politiet vil være mere til stede og hjælpe med at sikre tryghed i området.

Brande og Ikast er driftige byer med en smuk natur og et blomstrende handelsliv. Men det er også byer, der som så mange andre byer i Danmark, oplever kriminalitet fra tid til anden.

Hvis vi vil kriminaliteten til livs lokalt, så kræver det et politi, der er tæt på borgerne. Et politi, som kender lokalområdet godt, og ved, hvem de skal kontakte, hvis der for eksempel har været ballade i gaden eller indbrud i et hus.

Desværre har vi alt for længe været vidne til en centralisering. At vigtige institutioner - som for eksempel politiet - flytter væk fra vores lokalsamfund. Det er ikke dét, regeringen vil. Vi ønsker et samfund, hvor vi tager ansvar for hinanden og for, hvordan vores lokalområder udvikler sig.

Det er derfor, vi nu sikrer nærpolitienheder – ikke bare i Ikast- Brande - men også i 19 andre byer rundt omkring i landet.

Jeg håber, I vil gøre brug af de nye betjente. De er til for jer og for trygheden i Ikast-Brande Kommune.