Ikast-virksomhed inviterer til fælles juleaften

Ingen skal sidde ufrivilligt alene i julen - eller skal julen bare fejres på en helt anden måde? Dansk Outlet i Ikast inviterer til juleaften

3. december 2021, 13.02

Nicolai Nørskov (t.v.), Helena Jeppesen og Robin Jeppesen glæder sig til at byde indenfor til en stor, fælles juleaften. Foto: Privatfoto

JUL De største øjeblikke opstår nogle gange, når man mindst venter det, og i år vil den lokale familien Jeppesen holde en helt anderledes jul. En anderledes jul, hvor Ikast-Brande bliver inviteret med indenfor i fællesskabet.

Robin Jeppesen er ejer af Dansk Outlet på Eli Christensens Vej i Ikast, og han fortæller, at butikskæden Dansk Outlet gennem de seneste år har oplevet fremgang. Butikken i Ikast er den første i kædens historie, og også den har haft god opbakning fra de lokale. Derfor har familien bag virksomheden og Robin Jeppesen igangsat et initiativ juleaften for at give lidt igen.

- Jeg er ydmyg over den fremgang, Dansk Outlet har haft de seneste par år. Jeg oplever en stor loyalitet overfor vores butikskoncept fra de lokale, og jeg er efterhånden på fornavn med mange. Samtidig er jeg vildt ydmyg over, at folk handler i min butik trods øget konkurrence fra eksempelvis nethandel. I forsøget på at give noget tilbage har jeg sammen med familien Nørskov, som ejer hele kæden, taget dette initiativ omkring juleaften, fortæller Robin Jeppesen.

Plads til 60 personer

Dansk Outlet har drevet tøjbutik på Eli Christensens Vej i snart 17 år. Siden begyndelsen tilbage i 2005 har kæden åbnet 30 butikker fordelt over hele landet.

- Særligt i vores butik i Ikast, der som nævnt er den ældste i kæden, kan vi jo med egne øjne se, at de samme kunder kommer igen og igen, mens nye kunder bliver til faste kunder. Det vil vi gerne sætte pris på med en juleaften, hvor der ikke mangler noget. Det bliver med både julemand, mandelgave, gaver til ungerne og alt, hvad dertil hører, siger Nicolai Nørskov, som er kædedirektør i Dansk Outlet.

Julefesten vil finde sted i kantinen i hovedkvarteret for Dansk Outlet, som ligger lidt længere nede ad Eli Christensens Vej. Her vil der være plads til cirka 60 personer.

Ud over familierne deltager Robin Jeppesen også sammen med sin kone, Helena, og deres to børn, ligesom både kædedirektør Nicolai Nørskov, indkøbsdirektør Simone Nørskov samt stifter Jens Nørskov deltager med deres respektive familier.

- Jeg glæder mig til at fejre julen på en anderledes måde, men med hjerterummet i fokus. Det er jo det, det hele handler om, lyder det fra Robin Jeppesen.

Butikschefen har store planer for aftenen og leder nu efter et par lokale sponsorer, som vil hjælpe med mad og gaver. Derudover har han ligeledes fået Ikast-Brande Kommune med i planlægningsfasen.

- Hvis der sidder andre virksomheder derude, som har lyst til at bidrage, vil jeg gerne høre fra dem. Jo flere vi er, jo bedre en aften kan vi give vores gæster, siger Robin Jeppesen.