USA truer med hårdt gensvar hvis Rusland annekterer dele af Ukraine

USA's regering afsætter yderligere 1,1 milliard dollar i militær bistand til Ukraine.

Udgivet:28. september 2022, 21.29

Læsetid:1 minut

Pentagon i Washington oplyser, at Ukraine vil få endnu mere slagkraft i krigen mod Rusland. Det vil fra USA modtage yderlige 18 mobile affyringsramper (HIMARS) og andre våben til samlet 1,1 milliarder dollar. Billedet er fra en øvelse i Letland. (Arkivfoto)

/ Ritzau /

WASHINGTON USA siger, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis Rusland gør alvor af at annektere fire ukrainske regioner.

Samtidig bebuder den amerikanske regering, at den sender yderligere militært udstyr til Ukraines hær.

Det Hvide Hus i Washington kalder de seneste dages såkaldte folkeafstemninger, som har været holdt i de russisk-besatte områder af Ukraine, for iscenesatte og ulovlige.

- Uanset hvad Rusland påstår, forbliver det ukrainsk område, siger Det Hvide Hus' talskvinde, Karine Jean-Pierre.

- Baseret på vore informationer var ethvert aspekt af denne folkeafstemningsproces med ført hånd og orkestreret af Kreml.

- Derfor kommer der nye sanktioner mod Rusland fra USA og dets allierede, hvis Rusland gør forsøg på at annektere ukrainsk land, siger talskvinden.

Hun varsler flere amerikanske reaktioner de kommende dage på afstemningerne i de ukrainske regioner: Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson.

Samtidig bebuder USA's regering, at den afsætter yderligere 1,1 milliard dollar (8,4 milliarder kroner) til våben og udstyr til Ukraine. Det oplyser forsvarsministeriet i en erklæring.

Det gælder blandt andet 18 mobile affyringssystemer. De såkaldte HIMARS. De har vist sig effektive i den ukrainske hærs kamp mod de russiske styrker.

Dertil en lang række pansrede køretøjer, der kan bruges til at transportere tunge våben. Og yderligere 150 køretøjer af typen Humvee, der skal indgå i operationer, som kræver høj mobilitet.

Luhansk, Zaporizjzja og Kherson har onsdag anmodet præsident Vladimir Putin om at blive en del af Rusland.

/ritzau/Reuters