
Fjernvarmen bakker op om en grøn fremtid
Energi Ikast bruger nye rør produceret af genbrugsplast
Udgivet:05. december 2022, 15.00
Læsetid:2 minutter
De »grønne rør« på Skovbyvej bliver gjort klar til at komme i jorden. Fra venstre er det Christian Schrøder, der er senior vice president ved Kingspan Logstor; Rasmus Hedevang, distributionsleder ved Energi Ikast; og Karsten Pedersen, area sales manager hos Kingspan Logstor. Foto: Privatfoto
10 måneder siden
FJERNVARME På Skovbyvej i Ikast er Energi Ikast i fuld gang med at grave nye fjernvarmerør ned til en række nybyggede huse. Men lige netop til dette projekt er de nye fjernvarmerør lidt anderledes, end de plejer at være. Energi Ikast har nemlig købt rør, der er produceret af 100 procent genbrugsplast fra det danske firma Kingspan Logstor.
Det skriver værket i en pressemeddelelse.
- Vi vil gerne bakke op om udviklingen imod en grønnere fremtid. En af måderne at gøre det på er at se på, hvor vi kan anvende produkter, der belaster miljøet mindre. Så da Christian fra Kingspan Logstor fortalte om, hvordan man kan spare en masse plastic i produktionen ved at anvende genbrugsplast, var vi selvfølgelig meget interesserede, fortæller distributionsleder i Energi Ikast Rasmus Hedevang.
De »grønne rør« har en plastickappe, der er produceret af genbrugsplast, men rørene er af samme kvalitet som almindelige rør. Derfor kan man opnå samme lave varmetab og altså skåne klima og miljø samtidig.
Sparer store mængder plastic
Til projektet på Skovbyvej bliver der lagt 400 meter fjernvarmerør ned, og på den relativt korte strækning kan man spare intet mindre end 1600 kilo plastic. Det svarer til den plastic, der bliver brugt til cirka 64.000 plasticflasker, og det sparer man altså i produktionsprocessen til en relativt kort strækning med fjernvarmerør.
- Vi arbejder med at blive grønnere i alle led af vores produktion, og vi er enormt glade for at se vores rør med genbrugsplast ude ved et projekt som det her. Vi håber selvfølgelig, at det bliver den nye normal inden for branchen, så vi arbejder hårdt på at få gjort det til en del af standarden i fjernvarmebranchen, forklarer Christian Schrøder, senior vice president (SVP) ved Kingspan Logstor.
Grøn fjernvarme er ikke nyt
Energi Ikast har i mange år haft fokus på grøn fjernvarme og er kommet langt med produktionen af grøn energi til kunderne i forsyningsområdet. I flere år har Energi Ikast valgt fjernvarmerør med den bedste isoleringsklasse for at opnå mindst muligt varmetab.
- De »grønne rør« fra Kingspan Logstor var et naturligt næste skridt. Vi er indtil videre meget tilfredse med projektet her på Skovbyvej, så jeg vil ikke udelukke flere projekter i fremtiden, siger Rasmus Hedevang.
