4 år siden
LÆSERBREV Som besøgende i Nordjylland, Djursland og bosiddende Ikast er jeg kommet på en del forskellige plejehjem gennem årene. I min farfars tid kom der besøg omkring den første i måneden. Når de ældre fik deres små pensioner udbetalt.
I dag mangler børnene ikke penge, de har travlt med deres karriere, børn og børnebørn og alt til hjemmet og ikke mindst ferie og fornøjelser.
Da farfar og far var på plejehjem, var de ikke så dårlige som ældre i dag, selvom min far kom ud og tjene som 12-årig. Begge havde slidt ved landbruget uden de maskiner, som vi kender i dag. De var åndsfriske, farfar blev 90 og far blev 89. De havde begge et fantastisk humør og positivt livssyn, men var fysisk nedslidte.
Bande som en sømand
I dag sidder der mange yngre og ældre demente, syge med astma, hjerneskader, parkinson, diabetes, og psykisk sygdom. Nogle er aggressive og udadreagerende og slår på svagere ældre eller plejepersonalet.
Det er hårdt at høre, hvordan de kan bande som en sømand i havsnød, skønt det slet ikke har været deres tidligere sprogbrug. De kan måske ikke kende børnene og fortæller, at de aldrig får besøg, selvom deres børn lige har været der. De føler sig svigtet, derfor er de negative og skælder ud på hinanden, eller sover tiden bort foran fjernsynet.
Slidt op
Og så er der de åndsfriske, som bare er slidt op og med diverse sygdomme. De skal måske mades, men der er bare ikke nok personale. De sidder timevis med våde bleer og bliver isolerede, for de vil ikke sidde i kirken og tisse i en ble til høstgudstjenesten. Eller de mangler penge til at deltage i fællesarrangementer, da hele pensionen går til diverse fornødenheder, kost og ophold. Hvor er det trist, at de ikke får flere besøg af deres familier.
Jeg har oplevet en mand græde over noget uretfærdigt, som skete da han var tre år gammel. Andre har ikke kontakt til et barn eller andet familiemedlem på grund af en uoverensstemmelse for år tilbage, som for længst burde være ud af verden.
Det er så værdifuldt for mig, at høre om deres liv, og hvilke oplevelser de har haft i deres ungdom. Så jeg skal nok blive ved en tid endnu. Der er altid brug for en skubber til vore kørestolsbrugere. Hvor går de glip af meget, de som ikke får besøgt en pårørende i tide. En dag er det for sent, så skal de leve med smerten, af at have svigtet. Det er aldrig for sent, at sige undskyld og rette op på års misforståelser. Når mine børnebørn har været på ferie hos mig, har de nogen gange været med på besøg. En af dem sagde her i sommer, da vi var i Den gamle By, hvor ville de ældre have nydt sådan en tur.
Ja men de forstod også, at brosten og trapper ikke var foreneligt med gangstativer og kørestole, men tanken var så smuk.
Besøgsvenner
Min søn er social- og sundhedsassistent. Som barn kom han hos hjemmeboende ældre som besøgsven, lysten til det startede i skolen, hvor klassen en dag ugentlig spiste deres madpakker på Hagelskjær Plejehjem.
Hvorfor er den slags ikke mere på skolernes programmer. Sæt en sandkasse og gynger op til dagplejebørn ved hjemmene, så kan de ældre nyde ungernes leg.
Giv en blomst , mens vi lever, men et knus varmer endnu mere.
Husk vore ældre har givet af deres små midler og passet børnebørn mens de kunne. Dengang fik de heller ingen hjælp, men de gjorde deres bedste for familien. Har du givet et knus i dag til dine kære?