Bredde og elite bindes sammen i Ikast Complete: Herning Folkeblad donerer 150.000 kroner til projektet

Udgivet:06. maj 2023, 12.00

Læsetid:1 minut

Torben Østergaard, direktør på ISI og formand ved Sportscampus Ikast-Brande takker for donationen til Ikast Complete, som står klar i slutningen af juni. Foto: Henrik Ole Jensen

5 måneder siden

IKAST I slutningen af juni står Ikast Complete klar på Hagelskærvej i Ikast. Der bliver tale om en rød tråd mellem de mange brugere og aktører i SportsCampus Ikast-Brande, samt en banebrydende facilitet, der binder foreningsliv, idrætsklubber, borgere samt bredde- og eliteidræt sammen.

Herning Folkeblad donerer 150.000 kroner til projektet. Det skriver Sportscampus Ikast-Brande i en pressemeddelelse.

Direktør i Herning Folkeblad, Alex Nielsen, siger om donationen:

- Vi er i Herning Folkeblad glade for at støtte lokale og ambitiøse tiltag, som kan gøre dagligdagen bedre for vores lokale borgere. Det er denne konstruktive tilgang til vores lokalsamfund, som Fonden, bag det lokale dagblad i forbindelse med Herning Folkeblads 150-årsjubilæum, har valgt at støtte op om. SportsCampus Ikast-Brande har en meget spændende idé i at binde bredde og elite sammen, ligesom det også er godt set at sammenkæde foreningsliv, sportsliv med det lokale borgerliv.

Det støtter vi meget gerne op om - både i den daglige dækning i vores lokale medier, men også her meget konkret med 150.000 kroner til etableringen. Vi glæder os til at følge projektet, siger Alex Nielsen.

Bestyrelsesformand i Sportscampus Ikast-Brande, Torben Østergaard uddbyer om byggeriet og takker samtidig Herning Folkeblad:

- Ikast Complete bliver et tværidrætsligt anlæg, som samtidigt, helt unikt, kan skabe bro og sammenhæng mellem foreningsliv, sportsgrene, leg og læring. Her kan den uøvede stifte bekendtskab med motion. Og det unge fleksible menneske skal kunne lege sig til motion, på tværs af idrætsgrene, uden nødvendigvis at skulle brænde for bare én sportsgren.

- Stort tak til Herning Folkeblad, der sammen med øvrige fonde og samarbejdspartnere, og ikke mindst Ikast-Brande Kommune, har gjort Ikast Complete muligt.