Borgmester: De ældre bliver en udfordring

Borgmester Ib Lauritsen (V) fortæller, at man om kort tid går i gang med en strategi på plejebolig-området

Udgivet:06. januar 2019, 13.47

Læsetid:1 minut

Demens har stærk fokus i mange sammenhænge. Sidste år arrangerede Ældre Sagen Ikast en debatdag om emne - med kæmpetilslutning. Foto: Steen Hebsgaard

Steen Hebsgaard

4 år siden

KOMMUNEN »Det bliver et hårdt Tour de France-løb med udviklingen på ældreområdet de næste 25 år ...«

Ordene falder fra borgmester Ib Lauritsens nytårssnak med avisen. Hvor ældre- og plejeboligområdet er et uundgåeligt emne at tage fat på.

Vi bliver nemlig flere ældre. Mange flere.

- Demografien kommer ikke bag på os. Vi ved, at vi bliver flere ældre, og de bliver ældre, siger borgmesteren, der om kort tid kan indvie et nyt plejecenter i Ikast med 24 nye boliger.

Flere med demens

- Men vi er stadig udfordret og kommer til at stå for en udbygning inden for de kommende år. Det er derfor, vi nu tager fat om en plejebolig-strategi, hvor vi sætter fokus på, hvor og hvornår der skal udbygges med plejeboliger.

- Vi har et nogenlunde billede af, hvor meget vi har brug for. Og behovet er stigende. Tendensen er klar. Vi lever længere, men som det ser ud er mellem 70 og 80 procent af beboerne på plejecentrene demente i middel eller svær grad. Det stiller store krav til indretningen af plejecentrene og til, hvordan vi ser på disse borgere, afslutter borgmesteren.