Frihedsbrev til Fakta

Fakta i Bording får fornemt skulderklap

29. maj 2020, 08.00

Butikschef René Hagelskjær flankeret af salgschef Peter Thomsen og salgsdirektør Jan Kornum. I hånden holder butikschefen det synlige bevis på, at Fakta i Bording for fremtiden selv kan være med til bestemme, hvordan man vil forkæle de daglige brugere. Foto: Privatfoto

BORDING Butikschef René Hagelskjær fra Fakta i Bording er en glad mand.

Han og hans ansatte er netop blevet tildelt såkaldte frihedsgrader af Fakta-kædens ledelse.

- Det kan ikke opfattes anderledes, end at man er tilfreds med vores måde at styre forretningen på. Det er så afgjort et skulderklap, siger butikschefen.

Det med øgede frihedsgrader til de bedst fungerende Fakta-filialer blev allerede introduceret i fjor, og her blev Fakta i Bording også tilbudt tildelingen.

- Jeg kunne dog ikke lige overskue det på daværende tilspunkt og sagde pænt nej tak, siger René Hagelskjær.

Tildelingen af flere frihedsgrader betyder i realiteten, at man i den enkelte Fakta-butik kan være mere selvbestemmende.

Man skal naturligvis lokalt tilbyde de tilbud, som fremgår af den nationale tilbudsavis, men ved siden af kan man så rent lokalt komme med slagstilbud, der er baseret på kundernes ønsker.

- Vi kan tage produktet skyr som et eksempel. Det er en vare, der efterspørges meget her i Bording, og som vi selv bestiller hjem. Det ville derfor være nærliggende at give vores kundekreds et godt tilbud på det produkt, forklarer butikschefen i Bording.

Han glæder sig til at kunne tilbyde sin kundekreds nogle lokale fordele, der træder i kraft fra august.

Der er 27 ansatte i Fakta i Bording - lige fra butikschef til flaskedreng på deltid.

Fakta-kæden tæller i dag omkring 370 butikker samt tre butikker syd for grænsen.

Kæden bygger på Dansk Discount, der tilbage i 1981 blev skabt af Keld og Thorkild Droob samt John Hanssen. Året efter blev navnet ændret til Fakta. I 1987 blev de 85 forretninger solgt til FDB.