Dystede om at blive Danmarks bedste: Polarhunde boltrede sig i plantagen

Dansk Polarhunde Klub og Dansk Trækhunde Klub indtog Nørlund Plantage for at afgøre danmarks-mesterskaberne

Udgivet:19. januar 2022, 06.10

Læsetid:3 minutter

Medlemmer af Dansk Polarhunde Klub og Dansk Trækhunde Klub dystede i weekenden om at vinde titlerne som danske mestre i forskellige klasser og på forskellige distancer. Foto: Jørn Deleuran

Thomas Vang Nielsen
Journalist| tvn@herningfolkeblad.dk

MESTERSKAB Lange bremsespor i gruset på skovvejen i Nørlund Plantage viser, at den firehjulede vogn har svært ved at tøjle kræfterne fra de seks slædehunde, der er spændt foran.

Det er lørdag formiddag, og vi står ved startlinjen, hvor Dansk Polarhunde Klub og Dansk Trækhunde Klub er værter ved dette danmarksmesterskab, som er årets tredje afdeling af Polar Cuppen.

Hundene bag startlinjen ved, hvad der skal ske, og de glæder sig tydeligvis meget. Deres ivrige gøen suppleres af de mange andre hunde, der i baggrunden utålmodigt venter på, at det bliver deres tur til at slippe kræfterne løs.

- Der elsker det, konstaterer Heidi Schmølz, formand for løbsudvalget i Dansk Polarhunde Klub, og tilføjer:

- Allerede om morgenen, når man begynder at pakke bilen, ved hundene, at der skal ske noget spændende i dag.

Sendt ud på to ruter

Mesterskabet køres over to dage og består af forskellige klasser. Der er distancer på henholdsvis 6,2 og 8,2 kilometer.

- Den fører, der har kørt hurtigst over de to dage, er danmarksmester i sin klasse, fortæller Heidi Schmølz.

Dansk Polarhunde Klub har cirka 50 spand til start og Dansk Træk Hunde klub har 16 startende spand.

- Der er kørsel med seks, fire eller to hunde i et spand foran en vogn. Man kan også køre på cykel eller løbehjul med en eller to hunde foran. Der er også nogle, der selv løber med hunden spændt foran sig, hvor føreren har et seletøj på med en snor ned til hunden, fortæller Heidi Schmølz.

Nørlund Plantage er perfekt

At DM køres i Nørlund Plantage, er ingen tilfældighed. Det er nemlig et af de få steder, hvor det er muligt at dyrke sportsgrenen.

- Vi må kun træne med vores vogne på steder, hvor der gives tilladelse, og tilladelser er svære at få, fordi hundene kan virke forstyrrende for skovens andre dyr, fortæller Heidi Schmølz og tilføjer:

- Vores hunde kan ikke løbe på asfalt. Her i Nørlund Plantage er der en fantastisk tur rundt, det er meget varieret underlag, og det kan hundene godt lide. Når de kommer i mål, ser man kun smilende hunde; de er vilde med det. Der er deltagelse fra hele landet. Vores klub er landsdækkende, så når der er løb, er det alle mand af huse, for så ofte sker det heller ikke.

Så skal der bremses!

Starterne foregår med to minutters mellemrum mellem hvert spand. Der er også tidsafstand mellem klasserne.

Selvom der fra starten er to minutter mellem de startende, sker det alligevel, at et spand indhenter et andet spand ude på ruten. Og så sættes en speciel overhalings-procedure i værk.

Det kan nemlig skabe nogle uhensigtsmæssige situationer, hvis to spand hunde kommer til at løbe ved siden af hinanden i alt for lang tid. Det kunne jo være, at en af hundene i det modsatte spand virker lidt spændende at søge hen til ...

Dyrene skal koncentrere sig om at løbe lige ud, og helst ikke distraheres af muligheden for at komme over og snuse til medlemmer af det andet spand.

- I det øjeblik føreren i sin øjenkrog ser den første af de overhalende hunde, skal han trække bremserne. Så suser overhalingen bare forbi, inden nogen af hundene opdager, hvad der sker, fortæller løbsudvalgsformand Heidi Schmølz.

Hundene var oplagte og klar til at give den gas på vejene rundt i Nørlund Plantage. Foto: Jørn Deleuran
Der er forskellige måder at dyste på, en af dem er at have sin hund spændt foran en cykel. Foto: Jørn Deleuran
Dansk Polarhunde Klub og Dansk Trækhunde Klub er glade for, at de kan træne og holde konkurrencer i den store Nørlund Plantage. Foto: Jørn Deleuran
Det er altid spændene at få nye bekendtskaber, så det kan være udfordrende at være hundeejer. Foto: Jørn Deleuran