Åbner i weekenden: Dobbelt udstilling med Pernille Kofoed og Rebekah Caputo i Kunstpakhuset

På lørdag åbner en ny udstilling i Kunstpakhuset. Det er en dobbeltudstilling under navnet »Dybet og The Nurses«

18. juni 2021, 12.42

Rebekah Caputos sygeplejersker. Ved åbningen – og besøg i Kunstpakhuset i det hele taget – følges de gældende coronarestriktioner, oplyser kunstenerisk leder, Bente Jensen.Det vil sige krav om coronapas. god afstand og afspritning. Foto: Privatfoto

IKAST Det bliver en anderledes kunstoplevelse på lørdag og frem til 1. august, når der er fernisering på dobbeltudstillingen »Dybet og The Nurses«.

Det skriver Kunstpakhuset i en pressemeddelelse.

Det er de to kunstnere Pernille Kofoed og Rebekah Caputo, som med to vidt forskellige udstillinger inviterer til refleksion.

Kunstner i dyb depression

Pernille Kofoeds udstilling »Dybet« er en interaktiv totalinstallation. Installationen består af syv lave vandbassiner spredt i rummet og opfordrer publikum til at vælge deres vej rundt. Hvert bassin er fyldt med sort ugennemsigtigt vand, som når den besøgende nærmer sig, begynder at sitre, mens dets bevægelser reflekteres på væggene i det mørklagte rum. Samtidig startes en interaktiv lyd, der ligesom vandet, moduleres og ændres som den besøgende bevæger sig rundt om vandbassinerne.

Hvert bassin har sit eget lydbillede og når den besøgende bevæger sig rundt i rummet til de andre bassiner, skaber vedkommende sin egen komposition både i måden vandet bevæger sig på samt lyden.

-Værket er et resultat af tiden med covid-19 og vores pludselige bevidsthed om hvem vi har set, og hvad vi har rørt, fortæller Pernille Kofoed.

- Samtidig er det et meget personligt værk da jeg følte, jeg faldt i et dybt hul af depression som resultat af situationen og magtesløsheden. Jeg måtte erkende, at man bliver nødt til at engagere sig og turde gå̊ i interaktion med omverdenen og møde det ukendte for at få̊ positive oplevelser - om enten det er alene eller sammen med andre. Derfor ønsker jeg at publikum er med til at forme værket og give det liv, forklarer hun.

Fokus på sundhedspersonale

Rebekah Caputos »The Nurses« er en teaterinstallation. Et tankevækkende dukke-univers, der fungerer helt uden skuespillere eller dukkeførere. Fordelt i udstillingsrummet står 25 ens dukkesygeplejersker i varierende forfald, der reparerer og undersøger hinanden i et evigt gentaget mønster.

-Teaterinstallationen sætter fokus på et hårdtarbejdende og presset, globalt sundhedspersonale, der kun udstyret med få ressourcer, kæmper en hård kamp verden over. Kombinationen af lyd og lys samt det unikke dukkedesign skaber et dystert, cirkuslignende menageri med sine skræmmende, klovneagtige dukker i et skævt nærmest vanvittigt scenarie, fortæller Rebekah om installationen.

Pernille Kofoed er bachelor i Kunst og Teknologi, AAU og kandidat i Digital Design, AU. Konceptuelt arbejder hun med aktuelle samfundsmæssige udfordringer i abstrakte udformninger. Hun arbejder primært med teknologisk kunst, særligt lydværker. I sin praksis særligt fascineret af vand som materiale.

Rebekah Caputo er kunstnerisk leder, instruktør, performer og grundlægger af dukketeatret »Teater animisme« i Aarhus i 2018. Hun har en masteruddannelse I dukketeater og produktion (MA Puppetry as Creative Practice) fra Leeds Arts University.

Udstillingerne er støttet af Statens Kunstfond og Aarhus Kommune.

Pernille Kofoeds udstilling »Dybet« er en interaktiv totalinstallation. Foto: Privatfoto