112

Bekostelig Big Mac: Fuld lastbilchauffør bragede ind i Drive in

Moden chauffør står til at miste kørekortet

8. juli 2021, 07.26

Overliggeren til venstre har det alt andet end godt efter aftenens møde med en lastbil. Foto: Flemming Thulstrup

IKAST En 60-årig chauffør fra Lemvig får formentlig noget af en regning, ligesom han efter al sandsynlighed skal ud og lede efter andet arbejde.

Baggrunden er en hændelse onsdag aften, hvor han trillede ind i Drive In-sporet hos McDonald i Ikast med sin lastbil med anhænger.

Nu er Drive In imidlertid ikke lige designet til køretøjer af den kaliber, hvilket medførte, at lastbilen vædrede mod en overligger ved bestillingen.

Uheldet medførte, at politiet blev kontaktet, og der dukkede en patrulje op.

Da de stak næsen nærmere den modne chauffør, duftede det af noget andet end pommes frites, gå der blev på stedet foretaget en alkotest. Apparaturet viste et udsving langt over det tilladte, og den 60-årige blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve.

Omfanget af promiller i denne test, der nu er sendt til Retsmedicinsk Institu, vil afgøre skæbnen for hans kørekort og dermed formentlig også hans fremtid som chauffør.

Så udover en forventet frakendelse af kørekortet og en bøde for spritkørslen, misten den 60-årige efter al sandsynlighed sit arbejde, ligesom han formentlig også modtager en regning fra McDonald på grund af den ødelagte overligger.

Episoden ved Mc*Donald på La Cour Vej udspillede sig onsdag ved 22-tiden.