Dansk 49'er bevarer lille medaljechance efter blandet dag

Jonas Warrer og Jakob Precht i 49'eren ligger nummer fem inden mandagens medaljesejlads.

31. juli 2021, 11.25

Jakob Precht Jensen (til venstre) og Jonas Warrer (til højre) sejler mandag morgen dansk tid medaljesejlads.

TOKYO Jonas Warrer og Jakob Precht i den danske 49'er-båd er stadig i spil til medaljer ved OL i Tokyo, men havde en blandet dag i vandet.

Duoen fik en skuffende 15.-plads i første sejlads, men den bliver foreløbig streget som dårligste resultat i de indledende sejladser, og efterfølgende tog Warrer og Precht en 5.- og en 8.- plads.

Det efterlader Warrer og Precht som nummer fem i den samlede stilling før den afsluttende medaljesejlads.

Den danske båd har 14 point op til den newzealandske førerbåd og 10 point op til den spanske båd op tredjepladsen.

Netop den spanske båd lavede en formidabel afslutning i sidste sejlads søndag og slog på den måde et hul til den tyske og danske båd, der ligger side om side på fjerde- og femtepladsen.

Warrer og Precht dyster i medaljesejladsen, hvor pointene tæller dobbelt, mandag klokken 08.33.

Lin Ea Cenholt og Christian Lübeck var også på vandet i deres Nacra 17-båd lørdag. Her blev duoen nummer 13, 11 og 11 i de tre sejladser, hvilket rækker til en foreløbig 8.- plads.

Cenholt og Lübeck mangler nu de tre sidste af 12 indledende sejladser søndag og eventuelt et medaljerace for de ti bedste både tirsdag.

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard i 49'er FX forbedrede sig efter en skidt fredag og sluttede som nummer 9, 6 og 14 i de tre sidste indledende sejladser.

Og det rakte akkurat til en 10.- plads og dermed en plads i mandagens medaljesejlads. Det stod klart, efter den amerikanske båd i løbet af lørdagen blev tildelt en pointstraf.

Baad og Thusgaard er dog 25 point fra tredjepladsen og derfor uden matematisk chance for at nå en medalje.

/ritzau/