Ny sejr i Europa: Herning-Ikast snuppede førstepladsen

HIH sparede flere profiler, men vandt 25-23 hjemme over Paris 92

21. februar 2021, 15.31

Michala Møller (i.m.) blev HIH-topscorer med fem kasser i søndagens europæiske hjemmekamp mod Paris. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Herning-Ikast Håndbold slutter som vinder af gruppe A i EHF European League.

Søndag eftermiddag vandt HIH-kvinderne den sidste puljekamp, hvor franske Paris 92 blev besejret med 25-23 i IBF Arena - efter midtjysk pauseføring på 13-12.

På forhånd var Kasper Christensens tropper sikret adgang til kvartfinalerne i den europæiske turnering. Af samme grund kunne cheftræneren - som følge af et tæt kampprogram - tillade sig at give en fridag til de to norske bagprofiler Stine Skogrand og Ingvild Bakkerud samt landsmandinden på stregen, Mie Sando.

Også førstevalgene på fløjene, Emma Friis og Line Mai Hougaard spillede kun anden halvleg i Ikast, hvor HIH gav debut til den blot 16-årige venstreback, Julie Mathiesen Scaglione.

Indledningsvis gav værterne også masser af spilletid til andre talenter som Mathilde Høy Troelsen, Olivia Simonsen, Frida Svingholm, Michala Møller og Cecilie Brandt.

Hos gæsterne fra Frankrig var alvoren større. Efter Zvezda Zvenigorods udesejr over Váci lørdag, var Paris-mandskabet var tvunget til at hente point i Danmark, hvis ikke de skulle overhales af russiske Zvezda. Og dermed misse kvartfinalerne.

Men Paris, der vandt 26-23 over HIH i den omvendte kamp i Frankrig, manglede den sidste kvalitet i IBF Arena. Offensiv misbrugte gæsterne et hav af chancer på HIH’s velspillende veterankeeper, tyske Sabine Englert.

Udeholdet fulgte med til pausen, og i begyndelsen af anden halvleg udlignede danske Nadia Offendal - med fortid i Odense Håndbold - til 13-13 for pariserne.

Den sjællandske playmaker scorede ni mål mod midtjyderne, men efter 12 minutters spil af anden halvleg kunne Simone Petersen og Emma Fris øge HIH-forspringet. Da Julie Mathiesen Scaglione scorede til 20-15, lignede det afgørelsen.

Offendal, som brændte to straffekast søndag eftermiddag, reducerede til 20-23 med fire minutter igen, men Paris-holdet havde generelt en svær dag i Ikast, hvor HIH-defensiven og særligt Sabine Englert leverede en fornem kamp. I sidste ende var det nok til at sikre førstepladsen i gruppe A.

Herning-Ikasts modstander i kvartfinalerne bliver russiske HC Lada Togliatti, der blev nummer to i gruppe B.