Nekrolog: Tage kendte alle i Engesvang

Tage Løhde var gammel Engesvang-borger og tilmed post ved siden af jobbet som landmand

10. december 2019, 16.44

Tage Løhde var en kendt mand i Engesvang.

Nekrolog Tage Løhde, plejehjemmet Kærmindeparken i Bording, er død, 91 år.

Tage Løhde, der blev født i 1928, var en kendt mand i Engesvang.

Det var her han kom fra, boede og arbejdede det meste af sit liv.

I 1953 overtog han en landejendom på Viborgvej med køer, grise og planteavl. Han og hustruen Else, som han blev gift med i 1953 og fik fem børn sammen med, boede sammen på ejendommen i 60 år.

Ved siden af landbruget var han reservepost. Det vil sige, når postbudet havde ferie, så overtog han ruten imens. De sidste år fik han en fast rute i Engesvang, nemlig Moselund-ruten. Engesvang var for stor til en rute, så hans rute svarede til en halv. Han var post fra starten af 1960-erne, indtil han gik på efterløn som 60-årig.

Han kendte stort set alle i Engesvang - og alle kendte ham. Han fulgte med i tykt og tyndt og så byen vokse med blandt andet hal og plejehjem.

For 10-15 år siden overtog den yngste søn, Kurt, gården.

Tage Løhde havde den store sorg at miste sin Else i 2013. På det tidspunkt havde de været gift i 60 år. Herefter gik det stille og roligt ned ad bakke for ham helbredsmæssigt.

Tage Løhde flyttede fra ejendommen for seks år siden. Han fik en lejlighed ved plejehjemmet.

Det sidste års tid boede han på plejehjemmet Kærmindeparken i Bording. Inden da var Tage Løhde aktiv i Engesvang og deltog blandt andet i husmandsforeningen, ligesom han spillede kort.

Else og Tage Løhde dansede folkedans.

Han beskrives som en kærlig far, der favnede sin store familie. Han var rummelig. Der var plads til alle i hjemmet, og den imødekommenhed gav han videre til sine børn.

Tage Løhde sov stille og roligt ind på plejehjemmet.

Tage Løhde efterlader sig fem børn, 14 børnebørn, 15 oldebørn og to oldebørn på vej.

mh