
Flytter sin virksomhed til midtbyen: Zoneterapeut i blomstrende omgivelser
Det er en drøm, der går i opfyldelse for Heidi Holgaard, når hun på søndag kan flytte ind som zoneterapeut i nystandsatte lokaler ved siden af Ege Blomster i Bording
Udgivet:10. november 2022, 20.00
Læsetid:1 minut
På søndag flytter Heidi Holgaard i nyistandsatte lokaler, hvor hun åbner zoneterapi-klinik.Foto: Linna Grøn
5 måneder siden
FLYTNING Smilet er stort, mens hun står dér mellem dekorationer, blomsterbuketter og røde sløjfer. Julen banker på, og det betyder travlhed hos landets blomsterbutikker - og naturligvis også hos Ege Blomster i Bording. Her arbejder Heidi Holgaard som blomsterdekoratør. På den korte bane er det imidlertid ikke kun julen, hun glæder sig til, for på søndag sker noget meget stort i Bording-pigens tilværelse.
- Jeg er uddannet blomsterdekoratør, men jeg er også uddannet zoneterapeut. Hidtil har jeg givet behandlinger i et lokale hjemme hos mig selv, men nu får jeg mulighed for at åbne her i Bredgade i forlængelse af Ege Blomster. Det er jeg bare så glad for, siger Heidi Holgaard.
Mere synlig
På søndag holder Ege Blomster julestue, og den anledning bruger Heidi Holgaard til at åbne sit nye sted.
- Det var egentlig Lises idé (indehaver af Ege Blomster Lise Andersen red.), fortæller Heidi Holgaard.
- Jeg forventer, at flytningen kommer til at gøre meget for min forretning, og jeg håber på at kunne blive mere synlig. Derudover er det godt med noget mere liv her i Bredgade, lyder det fra Heidi Holgaard.
Hun har været ansat som blomsterdekoratør ved Ege Blomster ad flere omgange, og det ændrer sig ikke, blot fordi hun åbner zoneterapi i samme bygning.
- Jeg er jo udlært her på stedet, og det elsker jeg fortsat, så jeg kommer til at lave begge dele, siger Heidi Holgaard.
Klinikken får egen indgang, og allerede fra næste uge kan man booke behandlinger.
- Jeg glæder mig bare helt vildt, siger blomsterdekoratøren og zoneterapeuten med et smil.