De dygtige hænder skal også bruge hovedet

Jacob Munkgaard Sørensen fra Bording blev Danmarks bedste tømrerlærling

Udgivet:07. februar 2023, 15.00

Læsetid:2 minutter

Jacob Munkgaard Sørensen er Danmarks bedste tømrerlærling. Han vandt i weekenden DM i Skills. Foto: Privatfoto

Laila Kempel
Journalist

8 måneder siden

BORDING Han er 20 år og tømrerlærling, men ikke hvilken som helst tømrerlærling. Han er den bedste i Danmark.

Det blev en realitet, efter at Jacob Munkgaard Sørensen i weekenden for andet år i træk var udtaget til at deltage ved DM i Skills.

- Jeg har jo prøvet det en gang før og vidste, hvad det handlede om. Jeg havde forberedt mig mere på det mentale og var meget opmærksom på at koncentrere mig mere om min egen opgave end at holde øje med mine kolleger, siger Jacob Munkgaard Sørensen beskedent med en god portion stolthed i stemmen.

- Vi plejer at sige her hos tømrerne, at den, der vinder, er den, der ikke laver fejl. Og det var så mig i år, siger Jacob Munkgaard Sørensen.

En propagandamaskine

Han er EUX-elev, hvilket betyder, at han sideløbende med sin uddannelse som tømrer også gennemfører en studentereksamen. Den fire år og to måneder lange uddannelse afslutter han til efteråret.

- Det var præcis muligheden for at kunne kombinere tingene, der gjorde, at jeg valgte den vej. Kunne jeg ikke det, så var jeg nok gået direkte på gymnasiet, siger Jacob Munkgaard Sørensen fra Bording.

- Jeg ved godt, at DM i Skills er en propagandamaskine, der skal lokke unge til erhvervsuddannelserne. Det har jeg det helt fint med. Jeg synes, det er en god ide, og jeg tvang også min lillebror, der snart skal vælge uddannelsesvej, til at komme ned og se og forhåbentlig hente lidt inspiration. Selv om en erhvervsuddannelse henvender sig til dem, der har hænderne skruet rigtig på, handler det i høj grad også om at skulle bruge hovedet, understreger den nykårede danmarksmester.

- EUX-muligheden gør erhvervsuddannelserne attraktive for de unge, understreger han.

Jacob Munkgaard Sørensen er ansat hos Hammerum-virksomheden Henrik Kristoffersen og afslutter sin uddannelse til september, hvor han skal aflevere sin svendeprøve.