
Sommerhus i fare hvis Bestellers tårn bygges
Der skal købes eller eksproprieres, hvis Bestseller Tower & Village skal helt ned til MES Søen
Udgivet:22. december 2018, 13.42
Læsetid:2 minutter
Det er denne idyl, der er i fare i forbindelse med det omfattende Bestseller-projekt. Foto: Flemming Thulstrup
4 år siden
brande Ejendommen ligger idyllisk et pænt stykke fra den trafikerede Dørslundvej og ned mod MES-Søen.
Her har Marianne Jakobsen og familien nydt adskillige timer, når de har taget turen fra Kongens Lyngby for at slappe lidt af i det midtjyske.
Ejendommen ligger på adressen Dørslundvej 40. Det er hendes fars barndomshjem, og som har været i familiens eje gennem fem generationer.
Marianne Jakobsen arvede i 2010 ejendommen og det jordstykke, der hører med.
Nu er der imidlertid overhængende fare for, at familien fra Lyngby må vinke farvel til den midtjyske ferie-oase.
Ejendommen og jorden er en del af det areal, hvor der er planer om at opføre den kommende Bestseller-by, der blandt andet omfatter giganttårnet på 320 meter samt flere højhuse.
Projektet har netop været ude i offentlig høring, og man er på kommunen ved at se nærmere på de indsigelser, der er indkommet.
Vil ikke sælge
Marianne Jakobsen har til Jyllandsposten fortalt, at hun ikke umiddelbart ønsker at afhænde ejendommen og dens tilliggende ved MES Søen.
Alt tyder altså på, at det ikke er aktuelt for Bestseeller at erhverve arealet i fri handel, hvilket kan betyde, at Ikast-Brande Kommune kan gå ind og ekspropriere.
Det er i øvrigt sket tidligere, da kommunen for en halv snes år tilbage også var inde for at ekspropriere jord til fordel for udbygningen af Bestsellers nuværende besiddelser på Dørslundvej.
Inden en eventuel ny ekspropriation kan komme på tale, skal den ny lokalplan samt tillæg til kommuneplanen dog først falde på plads i forbindelse med Bestseller-projektet, så en forhandling om køb af Marianne Jakobsens ejendom og jord kan være med til at forhale det samlede projekt.
Taler projektet ned
Avsen har forsøgt at få en kommentar fra Marianne Jakobsen, men det er ikke lykkedes.
Bestseller har på et par møder forsøgt at tale projektet lidt ned, og det er da også ganske normalt, at man i første omgang søger om mere, end det egentlig er meningen at gennemføre, men så der er plads, hvis man får planer om at udvide.
Det mest markante i Bestseller Tower & Village bliver tårnet på 320 meter, og det er formentlig det eneste, der nogenlunde vil holde »målene« på otte Rundetårn stablet ovenpå hinanden.
Ellers rummer projektet, der har været i høring, mulighed for to højhuse på 75 og 50 meter, masser af forretninger, en sivegade og et omfattende parkeringsareal. Der har også været tale om et hotel, restauranter og kiosker.
Lokalplanen omfatter et samlet areal på 450.000 kvadratmeter med mulighed for en udvidelse på yderligere en kvart million kvadratmeter.