Slut med ophobet affald derhjemme: Genbrugspladserne genåbnet

I går genåbnede genbrugspladserne med restriktioner: Kun ti ad gangen

6. april 2020, 05.31

Pladsmand Bruno Vestergaard. Foto: Jette Aaes

IKAST-BRANDE Omkring 25 biler holdt i kø fra morgenstunden, da genbrugspladsen i Ikast i går sammen med de øvrige kommunale genbrugspladser atter lod bommene gå op. De har været lukket i siden 11. marts på grund af coronasituationen.

Men i weekenden gav Sundhedsmyndighederne givet grønt lys for, at private må bruge pladserne på betingelse af, at en række sikkerhedsforanstaltninger bliver fulgt.

- Vi lukker kun ti ind på pladsen ad gangen, siger pladsmand Bruno Vestergaard, genbrugspladsen i Ikast.

- Derfor står vores folk på skift ved bommen for at sikre det antal. Her er heldigvis god plads, og vi holder øje med, at folk ikke stimler sammen om de samme containere. Det kan være, nogle kommer til at ændre på deres normale rækkefølge i forhold til turen rundt på pladsen, siger pladsmand Bruno Vestergaard - og tilføjer, at han også er telefonmand:

- Den har kimet i to dage i træk nu med folk, der skal være helt sikre på reglerne og åbningstider, smiler han - inden han svarer den varme linje.

Ophobning af affald

Med sundhedsmyndighedernes godkendelse, ændrede Kommunernes Landsforening (KL) derfor sin anbefaling, og i Ikast-Brande Kommune betød det genåbning i går.

Da Danmark for tre uger siden lukkede ned, blev flere millioner borgere hjem fra arbejdspladserne.

Kombineret med tørvejr og sol har det været opskriften på veltrimmede haver, diverse renoveringsprojekter og generel forårsrengøring, og det har naturligt efterladt en del affald - samt brok over manglende mulighed for at komme af med affaldet.

KL var derfor igennem længere tid i dialog med myndighederne om situationen.

Hav tålmodighed

Men at genåbne de lukkede genbrugspladser har krævet mere end blot at låse porterne op.

- Folk bør være opmærksomme på restriktionerne, siger Niels Martin Røjkjær Dalmose fra den kommunale afdeling for Affald & Genbrug.

- Der bliver kun adgang for 10 biler ad gangen, og på pladsen i Ikast kan der godt være 50-70 på pladsen samtidig på en normal weekend. Vi beder om, at kun én læsser af. Det er ikke en god ide, at hele familien skal på genbrugspladsen, og så opfordrer vi også til, at affaldet er sorteret hjemmefra, så man er på pladsen så kort tid som muligt, siger Niels Martin Røjkjær Dalmose.

Også den politiske ansvarlige for pladserne gør opmærksom på udfordringerne og opfordrer til tålmodighed:

- Vi har behov for en form for køsystem, siger Henrik Engedahl, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune, og tilføjer:

- Jeg vil bede om, at ikke alle vælter ud til genbrugspladserne lige med det samme, fremhæver udvalgsformanden.

Allerede før genbrugspladsen i Ikast åbnede, hobede køen af biler sig op. Foto: Jette Aaes