
4 år siden
GLUDSTED De sidste dages sol, vind og tørvejr var årsagen til, at Brand & Redning MidtVest tirsdag eftermiddag kort før klokken 17 blev kaldt fra stationen i Nr. Snede ud til Gludsted. Alarmen lød på brand i tag ved skorsten på et hus på Hjøllundvej.
Ilden var hurtigt slukket. Indsatsleder Henrik Dam Sørensen fortæller, at der blot var gået ild i noget mos på taget af huset.
- Beboerne havde tændt op i brændeovnen. Den havde sendt gnister op gennem skorstenen og ud på taget. Mosset er tørt efter de sidste dages sol, så der gik ild i det. Det var stille og roligt, men det var godt, at de ringede, siger indsatslederen.
Brandfolkene kontrollerede bagefter, om ilden havde bredt sig ind under loftet. Det var ikke tilfældet.