Festlig optakt i Ikast blev til nederlag i Herning

En karavane på godt 35 biler og scootere indledte ved Torvet i Ikast drive-in-begivenheden til FC Midtjyllands genstart på MCH Arena. Desværre levede superligaholdet ikke op til de kreative fans

2. juni 2020, 08.00

Imponerende syn - og oplevelsen for ni venner fra Ikast og Bording var god i den lange stretch-limo som kørte blandt de forreste i karavanen fra Ikast til MCH Arena i Herning. Foto: Frederik Dahl, Hamistolen

IKAST En perlerække af biler pyntet i sort og rødt, med flag, balloner og tørklæder samledes mandag eftermiddag på Nikolajsens Plads midt i Ikast.

Her dyttede de sig endnu varmere end temperaturen inde i bilerne, før der i samlet trop var afgang mod Herning og drive-in-arrangementet i forbindelse med genstarten af Superligaen og opgøret mellem FC Midtjylland og Horsens.

- Drive in-arrangementet gik over alt forventning. Vi var mest overraskede over, at så mange havde gjort så meget ud af at pynte deres biler op. Det var med til at øge feststemningen, og karavanen i Ikast mindede jo nærmest om den, der indleder et Tour de France-etapeløb i Frankrig, siger pressekoordinator Mads Hviid, FC Midtjylland.

- I det hele taget viser arrangementet, hvor meget vores fans også har savnet Superligakampene og den oplevelse, der følger med. Fansene har et kæmpestort drive, og det er både spillerne og klubben helt bevidst om - og taknemmelig for, siger Mads Hviid.

Hilsen fra spillerne

Blandt andet derfor var det også på forhånd aftalt, at spillerne kort før kampfløjt skulle lave det sædvanlige kampråb ud mod fansene parkeret foran storskærmen udenfor stadion.

- Det var naturligvis en speciel oplevelse, fordi fansene skulle være inde i bilen, så det var svært at råbe tilbage, som de plejer. Men synet af de mange biler og lyden fra hornene udenfor stadion gjorde indtryk på spillerne, siger Mads Hviid.

Måske en kende for meget. I hvert fald tabte FC Midtjylland kampen mod Horsens 1-0, hvormed de som tophold sled på føringen i toppen af Superligaen. Forstærket af at de nærmeste rivaler fra FCK vandt deres genåbningskamp, som blev spillet mandag aften.

God oplevelse fra limo’en

Det havde kun de færreste af deltagerne i bilerne forudset. Heller ikke en flok venner fordelt på Bording og Ikast. En af dem havde en stretch-limo med plads til dem alle ni. På siden var den passende pyntet med navnet: Lange Paul:

- Som en hyldest til vores målscorer Paul Onuachu, fortæller idémanden bag limo-holdet, Jan Østergaard fra Bording.

Limo’en begyndte også dagen med karavanekørsel fra Ikast.

- Bortset fra resultatet på banen var det en fantastisk god oplevelse. Det var sjovt at prøve, og vi kunne både se kampen på skærmen og fornemme lyd og stemning blandt bilerne. Det var varmt, men vi fik heldigvis lov til at åbne vinduerne og rulle soltaget væk. Og så havde vi lidt at slukke tørsten med i bilen, fortæller Jan Østergaard.

Ros fra politiet

Udover deltagerne var der også ros til drive-in-arrangementet fra politiet.

Den største udfordring var de mange, der skulle på toilet i pausen, men det kom der hurtigt styr på. Derudover løb flere biler tør for strøm, men også det var der taget højde på med starthjælp på drive in-pladsen. Samtidig havde FCM sat ekstra mange kontrollører på til at vejlede og følge deltagerne frem og tilbage mellem bil og toilet, når det blev nødvendigt.

I det hele taget roser politiet både arrangør og publikum for at have respekteret de spillereglerne, der skulle mindske risikoen for smittespredning af coronavirus.

Uvished om gentagelse

På trods af succes og ros, er det endnu uvist, om der igen bliver drive-in-fodbold på MCH Arena.

- Det er et stort arrangement, og har været hård opgave, fordi vi i administrationen har folk hjemsendt på lønkompensation. Så vi har færre hænder, og samtidig er der forholdsvis store udgifter forbundet med arrangementet. Afhængig af hvordan genåbningen forløber, kan det igen komme på tale, når sæsonen spidser til, og medaljekampen skal afgøres. Men måske er restriktionerne løsnet op, så vi må lukke et vist antal tilskuere ind til den tid. Tingene kan hurtigt skifte med nye retningslinjer i denne tid, siger Mads Hviid.

Ialt rullede mere end 1500 biler ind til arrangementet i Herning, som også havde deltagelse af udenlandske tv-stationer som BBC, Al-Jazeera og ESPN.

Læs også
Motorvejen spærres om aftenen: Asfaltarbejde mellem Herning og Ikast