Fernisering: Jagten går ind

Kunstpakhuset er klar med en lyd- og videobaseret udstilling med temaet jagt

Udgivet:13. august 2020, 15.04

Læsetid:2 minutter

Kunstpakhuset i Ikast har lørdag 15. august fernisering på udstillingen »Da dyret mødte jægeren i skoven, jægeren mødte skoven i dyret og skoven mødte dyret i jægeren«. Foto: Pr-foto

IKAST Kunstpakhuset på Lille Torv i Ikast holder lørdag 15. august fernisering på udstillingen »Da dyret mødte jægeren i skoven, jægeren mødte skoven i dyret og skoven mødte dyret i jægeren«.

Der er tale om en omfangsrig landskabsinstallation bygget op som en skovbund med træer og buske, hvor to videoprojektioner og tre lydspor afspilles.

Kunstneren bag er Stine Kvam, og hun er til stede ved åbningen, og i en pressemeddelelse oplyser Kunstpakhuset, at Stine Kvams jagthistorie er en grundlæggende fortælling om perception.

Opfattelse af virkeligheden

Udstillingen beskrives således: Jagt er et drama, der delvist afgøres af jægerens og dyrets evne til at opdage hinanden. Man kan formode, at det samme gælder for træer og vækster. De indgår i en eksistentiel kamp, som afgøres af deres perception, - evnen til at aflæse sine omgivelser for at bedst kunne tilegne sig næring og sollys, og beskytte sig mod angreb.

Perception eller opfattelse af virkeligheden er den grundlæggende funktion, hvormed alle vi levende væsner holder os informeret om relevante aspekter af vores omgivelser og vores relation til disse. Men perception handler ikke kun om signaler udefra.

Lyd, duft, smag, lysindtryk, signalsubstanser og så videre skal senere bearbejdes og fortolkes op mod vores minder, erfaringer og den psykologi, som gener og omgivelser har skænket os i en proces, der går så hurtig, at vi ikke lægger mærke til den.

Her er det meget, der kan gå galt, som kan bedrage os, skabe usikkerhed og forvirring.

En leg med yderkanter

Udstillingen opleves gennem kroppens tilstedeværelse i rummet, lyd, duft, syn og hud. Gennem ulige lydstemninger ønsker udstillingen at lege med modstridende oplevelser af den samme billedfortælling.

I en lang række værker har Stine Kvam leget med og sået tvivl omkring vores menneskelige oplevelse af vores omgivelser. Hun beskæftiger sig med det komplekse system af sanseindtryk, oplevelser og psykologi. En leg med den menneskelige bevidstheds yderkanter, med det vi ikke kan beskrive med sproget, og det vores bevidsthed kun kan favne ad omveje

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

Udstillingen, som åbner i Kunstpakhuset 15. august, er en omfangsrig landskabsinstallation bygget op som en skovbund med træer og buske, hvor to videoprojektioner og tre lydspor afspilles. Foto: Pr-foto