R. Kelly får onsdag fastsat sin straf

Den amerikanske R & B-sanger blev sidste år fundet skyldig i anklager om sexovergreb og menneskehandel.

Udgivet:29. juni 2022, 20.58

Læsetid:2 minutter

Den 55-årige musiker Robert Kelly, som for 20 år siden vandt en Grammy for hittet "I Believe I Can Fly", har ventet syv måneder på strafudmålingen i en sag, hvor han er fundet skyldig i anklager om gennem årtier at have udnyttet sin stjernestatus og rigdom til at lokke kvinder og mindreårige piger til sex.

/ Ritzau /

NEW YORK Den amerikanske R & B-sanger R. Kelly får onsdag fastsat sin straf.

Han blev sidste år fundet skyldig i anklager om menneskehandel og seksuelt misbrug af børn.

Den 55-årige musiker vandt for 20 år siden en Grammy for hittet "I Believe I Can Fly". Han har ventet syv måneder på strafudmålingen.

En næsten seks uger lang retssag mod Kelly ved en føderal domstol i New York blev afsluttet i september.

Han blev fundet skyldig i anklager om gennem årtier at have udnyttet sin stjernestatus og rigdom til at lokke kvinder og mindreårige piger til sex.

Kelly, hvis fulde navn er Robert Sylvester Kelly, er en af de mest prominente personer, som er blevet fundet skyldige i grove sexovergreb. Han nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden har krævet, at den amerikanske distriktsdommer Ann Donnelly afsiger en dom på over 25 års fængsel til Kelly.

Kellys forsvarere har modsat sagt, at deres klient højst fortjener en dom på ti års fængsel. De henviser til, at Kelly selv var offer for seksuelt misbrug som barn, og at hans "hyperseksualitet" som voksen ikke længere udgør en risiko for nogen.

Under retssagen kom det frem, at Kelly "på ubarmhjertig vis" var ligeglad med sine ofre og ikke har udvist nogen form for anger.

- Hans årtier lange lovovertrædelser ser faktisk ud til at være drevet af narcissisme og en tro på, at hans musikalske talent fritog ham for ethvert behov for at tilpasse sin adfærd til loven - uanset hvor destruktiv, skadelig, ydmygende eller krænkende adfærden var for andre, sagde anklagemyndigheden.

Anklageren mener, at musikeren fortsat er en "alvorlig fare" for offentligheden.

Derfor bør han holdes bag lås og slå, indtil han er langt oppe i 70'erne, mener anklageren.

I flere årtier stod Kelly ifølge anklagemyndigheden i spidsen for et netværk af personer, der gennemførte menneskehandel med et seksuelt motiv.

Det handlede om transport af personer over statsgrænser med prostitution for øje.

Vidner har beskrevet, hvordan de håbede, at R. Kelly kunne være med til at kickstarte deres karriere. Men de fandt hurtigt ud af, at han krævede, at de gjorde præcis, hvad han sagde, og straffede dem, hvis de ikke gjorde.

Et vidne har også fortalt, hvordan hun håbede at lave et interview med ham. I stedet låste han hende inde i to dage uden mad og vand, inden han udsatte hende for overgreb.

/ritzau/Reuters