Den blå tingest er toppen af isbjerget

Tekst og foto: Jan Anderschou

presse@focus-ikast-brande.dk

Gludsted Det handler om vand - rent vand. Den blå tingest er en vandboring, som Ikast Vandforsyning har foretaget for at hente frisk vand til borgerne i Ikast.

Det er kun toppen af isbjerget, vi ser. Den smule, der er synlig over jorden, er kun toppen. Røret går et par hundrede meter ned i den jyske muld eller rettere ned under moræneleret fra svundne istider. Dernede samles vandet i såkaldte magasiner og kan hentes op til overfladen efter behov.

Frisk drikkevand i massevis

I Danmark tager vi det helt for givet, at der kommer frisk vand ud af vandhanen. På dette punkt er Danmark ret unikt, for der findes ikke mange andre lande, der kan prale med friskt og sundt vand fra enhver vandhane. Det kan vi i Danmark, og ikke mindst i Ikast Brande Kommune.

Lars Nørgaard, der er driftsleder hos Ikast Vandforsyning, fremhæver vandkvaliteten:

- Vi har en meget høj kvalitet på drikkevandet i Ikast, faktisk blandt landets absolut bedste. Og det er helt uden tekniske krumspring.

Lars Nørgaard fortæller meget engageret om vandets vej fra kilde til vandhane. Specielt bliver det pointeret, at der ikke sker nogen form for kemisk rensning eller tilsætning af kemikalier for at opnå den fine kvalitet.

- Vandværket behandler vandet, nøjagtig på samme måde som det sker i naturen, siger driftslederen, mens vi går rundt blandt store pumper, tykke rør og filterkar.

- Hvis man skulle føle sig ensom en dag på arbejde, så kan man gå ned og klappe på en af de store filtertanke. Herigennem sig tonsvis af sand og sten, som tilsammen har en meget stor overflade. Og på denne enorme overflade sidder milliarder af naturlige bakterier, der på en naturlig måde renser drikkevandet helt på samme måde som jordlagene i naturen.

Hvor kommer vandet fra

Lars Nørgaard er en herlig formidler, der kan få selv det mindste glas vand til at virke interessant og nærværende. Faktisk har han i sin ungdom stået på de skrå brædder, et talent han i dag bruger, når skolebørn kommer på besøg for bare at høre om vand.

De går hjem med en oplevelse, de ikke havde forventet.

Vi får den samme tur, og det er ganske interessant.

Lars Nørgaard tager os med uden for, for at fortælle om boringer og den slags.

- Her har vi kilde nummer 1, Bøgildkilden. Røret går et par hundrede meter ned, hvorfra vi henter drikkevandet. Der sidder en pumpe under vandspejlet, det er nede i cirka 20 meters dybde. Vandspejlet er omkring 15 meter nede.

Lars Nørgaard åbner for en testhane og forklarer, at vandet sagtens kan drikkes direkte af hanen. Men det smager bedre, når det har været gennem vandværket, hvor der blandt andet tilføres ilt.

Et spørgsmål børnene ofte stiller er, om der er vand nok - også i fremtiden. Børnene hører om forurening, pesticider og andre grimme ting.

- Jeg kan heldigvis berolige børnene og de voksne, med at vi har vand nok her i området.

- Efter en tør sommer, som vi netop har haft, vil man forvente vandstanden i undergrunden sænker sig, men det er meget lidt. Grundvandsspejlet faldt ca. 1 centimeter efter den tørre sommer i 2018, og det har ingen betydning.

Tilsvarende varer det noget, inden regnen bliver en del af drikkevandet. Det tager op til 1000 år før regnvandet bliver en del af drikkevandet.

- Vi kan glæde os over man ikke brugte pesticider for 1000 år siden, bemærker Lars Nørgaard. Der er ingen tvivl om, at det, der sprøjtes ud på jorden, på et eller andet tidspunkt når ned til drikkevandet.

Langtidsplanlægning

Vandværket skal holde 50 år, og selvom det synes som langtidsplanlægning, så er det for intet at regne i forhold til kilderne. En boring skal kunne holde i mindst 100 år.

- Vi skal være fremsynede, siger bestyrelsesformanden Bo Jepsen, der deltager i dagens spændende rundvisning.

- Derfor er vi ved at udvide med endnu en boring ude i Gludsted Plantage, fordi vi regner med, det varer mange år, inden man finder på at bygge der.

Så er vi tilbage ved den blå tingest, der stikker op af jorden ude i den grønne skov.

- Vandet kommer næsten op af sig selv. Der skal bare være en pumpe nogle meter under vandspejlet, der kan løfte vandet op til overfladen. Når det er der, så løber det af sig selv hele vejen til Ikast.

I gamle dage byggede romerne akvædukter for at lede frisk vand til Rom. I vore dage kan et plastrør klare opgaven.

- Vandet ledes gennem et 300 millimeter rør, som vi skyder gennem jorden, 1 kilometer ad gangen, forklarer Bo Jepsen.

Der skal altså ikke graves en lang rende hele vejen, men blot nogle huller med cirka en kilometers afstand.

Der bliver også lagt kabler ned til elforsyning og kontrol af pumpen.

- Vi skal kunne kontrollere forsyningen helt præcist, forklarer Lars Nørgaard. Derfor kommer styresignaler her fra værket direkte ud til boringen i Gludsted Plantage.

- Faktisk har vi vores eget elværk, der fungerer som nødforsyning, hvis den normale elforsyning falder ud. Borgerne skal have frisk vand i hanerne altid, og det er vores opgave at sørge for det.

Det må være dyrt?

Ikast Vandforsyning er, som alle andre vandværker i Ikast Brande Kommune, privat ejet. Firmaet drives som A.m.b.A., der på jævnt dansk betyder Andelsselskab med begrænset ansvar.

- Vi tager nu vores ansvar ganske seriøst, smiler bestyrelsesformanden og nævner, at selskabet har en ganske sund økonomi.

- Derfor er vi også i stand til, at producere vandet i Ikast til en god pris. En kubikmeter vand leveret her fra værket koster kun godt fem kroner.

Borgerne betaler cirka 10 gange så meget for en kubikmeter vand, men det skyldes afgifter og moms.

For en veldrevet virksomhed med en sund økonomi er det ikke noget problem at finansiere og fremtidssikre vandforsyningen i Ikast.