112

Indbrudstyve bliver ikke hjemme

Adskillige indbrud flere steder i kommunen

30. marts 2020, 07.39

©PHOTOPQR/REPUBLIQUE DU CENTRE/GERARD BEZARD - ILLUSTRATION CAMBRIOLAGE

IKAST-BRANDE På trods af myndighedernes opfordring til at blive hjemme og holde afstand, så er det ikke en opfordring, som de lyssky og langfingerede elementer vælger at rette sig efter.

Således har weekenden budt på en række indbrud og forsøg på samme fordelt over hele Ikast-Brande Kommune.

I Rønslund ved Ejstrupholm har ukendte gerningsmænd forsøgt at opbrude et vindue i et fritidhus.

Tilsynladende har de ikke haft held med deres foretagende, men hasperne på vinduet er knækket ved den hårdhændede behandling.

I Kirkegade er et vindue forsøgt brudt op. Da det ikke er lykkedes er en rude knust. Men det ser ikke ud til, at de efterfølgende er kommet ind i boligen.

På Ahornvej i Ejstrupholm er det gået ud over en garage, hvorfra der er stjålet forskellige værktøj og en ladestation til en værdi af 4000 kroner.

På Bøgevænget i Brande er der fra en villa stjålet en punkt med kontanter. Indbruddet er sket i tidsrummet fra den 13. marts til den 16. marts.

I Egeparken i Ikast har der også været besøg i garagen, hvorfra der er stjålet forskellige værktøj af mærkerne Dewalt og Stihl. Politiet afventer den endelige opgørelse, men foreløbig er der stjålet for 15.000 kroner.

På Villavej i Ikast er der knust en rude i en villa. Gerningsmænden er måske blevet forstyrret og har efterladt en golftaske med køller i haven. Umiddelbart er der ikke yderligere stjålet noget fra huset.